Kære pige på 15 år,
Tak for dit brev, hvor du fortæller, at din veninder bliver mobbet. Jeg vil gerne starte med at sige, at det må være dejligt at være veninde med dig - tænk at have en veninde, der gerne vil hjælpe én og passe på én..!
Jeg er helt enig i det, du siger: Mobning er ikke nogen rar følelse - det er nemlig slet ikke i orden! Lige umiddelbart tænker jeg, at du har gjort mange af de rigtige ting for at hjælpe din veninde, men måske jeg alligevel kan hjælpe dig (og din veninde) med andre handlemuligheder..?
Mon din veninde har fortalt sine forældre om, hvad der foregår ovre i skolen (måske mobningen af din veninde også foregår andre steder?) - mon hun har fortalt dem, at hun tit græder og er ked af det..?
Jeg tænker nemlig, at det kan være svært både for din veninde - at stå alene med mobningen, uden hjælp fra en voksen, men også svært for dig, at du får et for stort ansvar på dine skuldre - kan du mon følge mig..?
Tror du, at du sammen med din veninde kunne tale med hendes forældre? Eller måske I sammen kunne finde en anden voksen, som din veninde føler sig tryg ved og har tillid til. En voksen der kan støtte og hjælpe din veninde, så mobningen af hende stopper. Det kan være én af hendes lærere, en voksen fra hendes klub (hvis hun går i sådan en), et familiemedlem eller måske din mor..?
Jeg ved ikke, om du ved det, men mobning af din veninde kan aldrig være hendes skyld. Ofte handler det om, at der en dårlig kultur i klassen... Det er gået hen og blevet normalt at tale grimt til hinanden, normalt at kalde hinanden for øgenavne, ignorere og tale bag hinandens ryg - Måske er det noget, din veninde kan genkende..?
At ændre en mobbekultur kræver, at de voksne går aktivt ind og hjælper eleverne - ikke kun dem der bliver mobbet, men også dem der mobber, og dem der står og kigger på - hele klassen har brug for hjælp - for måske går alle rundt og er lidt kede af det eller bange for, at det måske er dem, der bliver mobbet næste gang.
Alle elever har ret til en god skoledag uden mobning. Ret til at blive respekteret for den man er - det skal ens lærere hjælpe med!
Du skal vide, at både du og din veninde er meget velkomne til at ringe ind eller sende SMS til BørneTelefonen på 116 111 eller at logge på chatten, hvis I har brug for at snakke med én af vores rådgivere der.
Kærlig hilsen BørneTelefonen