Min klasse

Kære pige

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tænke på en pige der er rigtig modig. Det kan være svært for rigtig mange at indrømme, at de er bange, men det tør du. Det er sejt gået. Det er også rigtig sejt og super modigt, at du skriver ind til os og spørger om hjælp. Du er en rigtig sej pige og du er en pige der gerne vil have, at alt det svære i skolen med de andre børn, skal stoppe. Du vil dig selv det bedste, så sejt!

Som jeg læser dit brev, er der to ting der fylder meget i dig: 1. At du føler, at dem fra klassen hader dig og at drengene driller og 2. At bange-heden fylder rigtig meget i dig netop på grund af 1.

Lad mig først forklare, at det er helt almindeligt at kunne mærke bange-heden når man oplever de ting du gør. Det ville rigtig mange andre også blive, hvis de oplever det du føler, at du oplever. Lad mig så også forklare, at det altså er de voksne der skal sørge for, at alle børn har det så godt som muligt og det kan de altså kun, hvis de ved at der er noget galt. Og lige nu er der ingen voksne der ved, hvordan du går og har det vel? Jeg tænker på, om din lærer eller en anden voksen ikke opdager og hører disse ting, som drengene kommer til at kalde dig? Og hvad gør du, når drengene kalder dig alt det dumme? 

Det er vigtigt lærerne får at vide, hvordan det er at være dig i skolen, for det er slet ikke ok, du skal gå og være bange og det er lærernes ansvar at hjælpe dig, så det kan stoppe.  Du skriver ”de fleste” i din klasse… Betyder det at der nogle enkelte i din klasse, som du har det godt sammen med? Måske du kan tale med dem? Måske der er nogen der går og har det på samme måde som dig og så kan I slå jer sammen om at tale med en voksen. Det kan nogle gange føles rart at være flere, fordi man så føler at man bliver støttet og ikke er alene. Kender du også det? At det ikke er rart, at føle sig alene? Lærerne har forskellige muligheder for at få det stoppet, måske snakker de med de drenge der kalder dig grimme ting og måske også med deres forældre. Måske vælger lærerne at lave nogle øvelser og snakke i klassen om hvordan man skal behandle hinanden, så alle kan have det godt? Der er mange måder, men igen, det er de voksnes ansvar at hjælpe. Hvilken lærer, mon du bedst ville kunne snakke med? Måske din klasselærer, eller en anden?

Selvom du skriver, det er svært at få det fortalt til en voksen, da du er bange, så er det vigtigt at gøre, da de voksne skal passe på dig og få det stoppet, for det er slet ikke ok, det du oplever. Jeg håber du vil fortælle dine forældre om din situation, så de også kan støtte dig og måske få en snak med dine lærere. Forståeligt du er bange, det må du endelig også fortælle de voksne, for sådan skal man ikke gå og have det. Du er så sej og modig og jeg tror på dig. Jeg tror på, at dit ønske om, at du ikke vil have at bange-heden skal fylde så meget i dig, er så stort at du prøver at tale med en voksen på den ene eller anden måde. Du kan jo vise dit meget fine brev til dine forældre/lærere og så lade dem komme til dig. Det virker nogle gange godt. Jeg ønsker dig alt godt, for INGEN skal have det som du har det lige nu.

Håber du bruger dit mod og sejhed til at få talt med de voksne og husk det også er en mulighed at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale videre med en rådgiver, hvis du har brug for det.

Kærlig hilsen BørneTelefonen