Livet er noget rod og jeg skærer i mig selv..

Kære BørneBrev..

Jeg skriver ind i håb om, at få et svar og i måske kan være starten på mit råb om hjælp.. Jeg har rigtig mange blandet følelser og tanker, og føler uro. Og jeg har så mange spørgsmål, som jeg ikke føler jeg kan få svar på.

Det hele er faktisk startede fra da jeg gik i 0 klasse. jeg er blevet mobbet hele mit liv med, at jeg blev holdt uden for, bagtalt, slået, spyttede i mine sko, fed, grim og meget mere.

Det skal lige siges, at jeg går i 10 klasse nu, og forstår ikke hvordan jeg kan holde det ud. Jeg har rigtig dårlig selvtillid og føler mig som en kæmpe fejl. Jeg føler folk kigger dumt på mig, når jeg kommer gående.

Jeg får anonyme opkald hver dag, hvor de siger, at jeg er fed og grim. Jeg tror mere og mere på det for, hver gang de ringer til mig.

Folk skriver også til mig på de sociale hjemmesider, at jeg har taget på og jeg er blevet mere grim end jeg var i forvejen. Jeg kan ikke forstå, hvad det er jeg gør galt siden jeg skal behandles på den måde. Det er faktisk det som gør, at jeg er helt nede hver dag. Det er mit udseende. Jeg føler ikke mit tøj sidder pænt på mig, og føler mig heller ikke pæn, ligemeget hvad.

Jeg bliver misundelig når der går en tynd pige forbi mig, og jeg får det virkelig dårligt med min krop.

Mine veninder og familie siger, at jeg ikke er fed eller grim, men jeg kan ikke tage det til mig. Jeg tror jo på, at jeg er fed og grim når alle andre siger det. Og min selvtillid er bare med til, at gøre at jeg har det dårligt hele tiden.

Jeg har angst for, at fremlægge i skolen, læse op eller gøre noget på tavlen. Jeg er bange for, at jeg gør det forkert og folk så vil grine af mig og synes jeg er dum.

De fleste er mine veninder har kærester, eller skriver med rigtig mange drenge. Jeg har ingen kæreste, eller skriver med mange drenge, fordi netop pga af min selvtillid. Når jeg så endelig finder en dreng jeg bliver glad for, ender det altid med, at de dropper mig. Også tror jeg det er fordi de også synes jeg er grim og tyk.

Og jeg er også meget genert, og det synes jeg er virkelig irriterende. Jeg vil gerne bare kunne snakke med mennesker, uden at blive helt tavs. Jeg er bange for, at jeg siger nogen forkerte ting, eller folk synes jeg er kedelig. Jeg skærer i mig selv, og det har jeg gjort nu i snart et år.

Jeg skar i mig selv for første gang da jeg var tolv år gammel. Også har jeg kun gjort det i perioder, og mine forældre vidste det ikke, og lagde heller ikke mærke til noget.

I starten af niende klasse, begyndte jeg så at skærer sådan rigtigt i mig selv, og det er nu blevet min hverdag. Jeg skær for det meste i mig selv når jeg er i skole, eller når jeg er alene der hjemme. Min mor og søster ved, at jeg gør det og det har gjort dem virkelig kede af det. Og jeg har ikke lyst til, at de skal være kede af det over mig.

I niende fortalte jeg min klasse lærer det, og hun henvist mig til en psykolog, men der blev aldrig gjort noget ved det. Min læge vil også henvise mig til en psykolog, men min mor ringer aldrig og får en tid til mig. Jeg føler hun så småt er begyndt og være ligeglad, eller det ikke er et så stort problem mere.

Men jeg går også rundt med selvmordstanker. For jeg kan virkelig ikke holde det her ” helvede ” ud mere. Jeg føler der er en sort skygge over mig, og jeg må ikke komme væk fra den. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Men jeg kan bare ikke klare det mere.
 
Jeg er ked af det hele tiden, og føler ikke rigtig nogen glæde ved livet mere. Og jeg kan selv se, at jeg er langt ude og jeg skal hjælpes, for jeg kan ikke hjælpe mig selv. Jeg har prøvet at komme op fra bunden, men jeg ryger mere og mere ned, for hver dag der går…

Jeg er ked af, hvis mit brev er meget forvirrende, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal skrive det eller beskrive mine følelser.
 
HJÆLP MIG!