Kære pige på 12 år.
Hvor er det flot, at du har haft overskud til at skrive og bede om hjælp. Jeg kan godt forstå, at du skriver herind, med alt det du gennemgår lige nu. Det er svært at stå alene med tankerne, når der er mobning i ens liv. Det ved jeg, fordi mange børn som er udsat for mobning, har det som dig. Din måde at reagere på er helt normal. Mobning er ikke okay, og det er ikke meningen, at det er noget, som man skal "holde ud". Når du oplever trang til cutting og har selvmordstanker, er det et tegn på, at det er alt for uoverskueligt at stå alene med. Derfor er det godt, at du skriver.
Den mobning der finder sted, er ikke din skyld. Du har ikke gjort noget forkert. Grunden til at mobningen er der, er fordi, at dem som kan og bør gøre noget ved det, ikke har gjort det. Det er ikke dit ansvar.
Har du mon har fortalt nogen, hvad der sker i skolen og hvordan du har det? Jeg tænker, at det vil være godt for dig at fortælle det til din lærer, så han/hun kan stoppe dem, som mobber dig. Faktisk er det sådan, at det er din lærers ansvar, at du har det godt i skolen. Mon du vidste det? Men for at din lærer kan hjælpe dig, bliver han/hun nødt til at vide, hvad der foregår. Jeg forstår godt, at det kan være svært at fortælle om, hvordan du har det. Måske kan det hjælpe at vide, at har rettigheder i skolen. Og derfor har din lærer pligt til at hjælpe dig. Du kan læse mere om det her: https://bornetelefonen.dk/tema/mobning-drillerier
Det kan også være, at det er bedre for dig at fortælle det til dine forældre eller en anden voksen, som du er tryg ved. Måske har I en AKT-vejleder på jeres skole? De kan nemlig også hjælpe med den slags. Hvis du synes, at det er svært at sige, kan du prøve at vise dem dit brev og mit svar. Kunne det mon være en hjælp?
Jeg tænker, at det er ret vigtigt for dig at tale med en voksen. Du er også meget velkommen til at ringe ind til os på BørneTelefonen. Der sidder mange rare voksne, som taler med børn om mange forskellige svære ting. Også mobning, selvmordstanker og cutting. Nogle børn synes, at det kan være nemmere at tale med en på BørneTelefonen, inden de taler med en, som de kender.
Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre, når nogen kalder dig grimme ting. Jeg tror ikke, at der findes en god måde at håndtere andre menneskers nedladende bemærkninger på. For de nedladende bemærkninger er på ingen måde okay! Det er ikke meningen, at man skal håndtere dem alene - de skal stoppes, og det kan man have brug for hjælp til!
Du hører til her i verdenen. Du hører ligeså meget til som alle andre. Du er noget værd, fordi du er dig.
Det er let for mig at sige. Men det er rigtigt. Måske kan du, som en lille øvelse, sige det til dig selv hver dag. Fx inden du går i seng om aftenen.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.
Kærlig hilsen BørneTelefonen