Brev

Kostskole

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 11 år

Tak for dit brev. Dit brev viser mig, at du tænker, at nu er det nok med mobning og at blive ignoreret i skolen. Det er godt, at du skriver herind om det og jeg kan godt forstå, at det er noget som går dig på. Det er ikke spor rart at blive ignoreret eller mobbet.

Du spørger til, hvordan du skal fortælle dine forældre om de problemer du opleveler og at du gerne vil på kostskole. Har du selv overvejet, hvordan du kunne fortælle det på en god måde? Det kunne være en mulighed at skrive et brev til dem, hvor du fortæller, hvordan du har det på din nuværende skole og hvorfor du tænker, at det lige præcis er en kostskole, som du gerne vil på. Du kunne også sige til dem, at der er noget du gerne vil tale med dem og så aftale et tidspunkt, hvor I kan tale sammen. Kunne det være en mulighed? Ellers kan du vise dem det her brev, så de kan se, hvordan du har det. Hvordan talte du med dine forældre om det, da du blev mobbet på din gamle skole? Jeg tænker, om du måske fandt en god måde at tale med dem om det dengang, som du kan bruge i forhold til sådan som du har det på din nye skole?

Hvad er det der gør, at du tænker, at du gerne vil på kostskole frem for at skifte skole? Kender du nogen der er på kostskole og har hørt godt om det? Du skriver, at din familie måske ikke har råd til at få dig på kostskole. Jeg tænker, at det er noget dine forældre kan undersøge. Måske er det muligt at få tilskud til betaling, enten fra kommunen eller på kostskolen? Det er noget dine forældre kan undersøge med kommunen eller kostskolen, hvis det bliver sådan.

Det kan være, at dine forældre vil synes, at det er svært ikke at have dig boende derhjemme. Hvordan vil du egentlig selv have det med det? Måske kunne det være rart for dig at tale med dine forældre om, at du føler dig ignoreret af de andre i klassen og at du ikke har lyst til, at det skal være sådan mere. Så kan I sammen tale om, hvad der kan gøres i den her situation. Så kan I tale om, alle de forskellige muligheder der er og måske finde frem til den, som I alle vil have det godt med. Hvad tænker du om det?

Jeg tænker, om du har talt med nogen om, hvordan du har det på din nye skole? Ved lærerne på skolen, at du føler dig ignoreret af de andre elever? Måske kunne det være en hjælp at få talt med dem om det, så det kan blive anderledes i den klasse, du er i nu. Hvad tænker du om det og hvem ville du kunne sige det til? Måske vil det gøre, at der kommer en bedre stemning i din klasse.

I forhold til, at du føler sig ignoreret, så kan det tage noget tid før man lærer andre rigtig godt at kende. Det er ikke spor rart det, som du oplever. Jeg tænker, at det måske kan være en hjælp for dig at lave aftaler med nogen fra klassen efter skole. Måske vil det også hjælpe med, at du ikke føler dig ignoreret. Er der en af dem fra din klasse, som du har det godt med og måske kunne lave en aftale med? Nogen gange kan det være usikkerhed, både fra dem der allerede går i klassen og hos den der er ny. Derfor er det også en ting som lærerne kan  hjælpe med. Det kan være at tale om trivsel og venskaber i klassen, lave et projekt med gruppearbejde om det og andre ting, hvor I kan være sammen på andre måder, fx tage på ture, en klassefest. 

Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen for at tale mere om det. Nummeret er 116 111 og du er helt anonym – det betyder, at vi ikke ved, hvem du er, når du ringer ind.

Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvordan du kan få det bedre i skolen. Det er så sejt, at du har skrevet herind om det. Det viser mod, som jeg tænker, at du kan bruge til at tale med dine forældre om det hele.

Mange hilsner fra BørneTelefonen.  

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat