Kære du,
Tak for dit brev til os! Det første jeg tænkte, da jeg læste dit brev, var – hvor er han bare sej, at han har overskud til at sætte sig ned og skrive til os, når det lyder til at kunne være rigtig svært at være ham! Du må have en stærk vilje til at skabe modstand og samtidig god til at mærke på dig selv og din krop, at det her ikke er okay! For det er rigtig vigtigt, at du ved og holder fast i, at det er de andre, som opfører sig helt uacceptabelt – det er på ingen måde okay at behandle andre, som du beskriver det. Det er jo mobning, som du selv skriver – og mobning er aldrig okay, og der er ingen, som har fortjent at blive mobbet!
Jeg kan sagtens forstå, at du både bliver ked af det og måske også vred – og samtidig kan synes det er rigtig svært at forstå, hvorfor de opfører sig sådan. Jeg kan heller ikke forklare dig, hvorfor nogle mobber – men det, der er vigtigt er, at det ikke er den, som det går ud over, altså den person, som bliver mobbet, som gør eller er noget forkert. Det er de, som mobber og de, som vælger ikke at gøre noget, når de andre mobber – altså dem, der bare ser på uden at gøre noget eller prøve at stoppe det – det er alle dem, som gør noget meget forkert, og de har egentlig lige så meget brug for hjælp, som den der bliver mobbet.
Derfor vælger man tit at betragte det som et fælles problem for hele klassen. Hver gang der er én, som bliver mobbet, er der nogle, der er aktive mobbere og nogle, som er en slags publikum. De ved godt det sker, men de blander sig ikke – til gengæld prøver de heller ikke at stoppe det eller kalde på en lærer. Og så er der den eller de personer, som bliver mobbet.
Der er nogle gode historier fra skoler, hvor man har arbejdet med hele klassen og forsøgt at ændre de mønstre og forskellige roller, som eleverne har sammen. Det kan være rigtig svært selv at ændre på de roller, man af den ene eller anden årsag er havnet i – nogle er klassens klovn, nogle er den kloge til engelsk, nogen er den smukke og så videre... Kan du genkende nogle af de roller i jeres klasse? Måske kan du selv finde flere slags roller?
Jeg tænker, at du har brug for hjælp fra en eller flere voksne, som kan gå ind og tage ansvar for at få stoppet mobberiet og samtidig hjælpe hele klassen til at få det bedre sammen. Har du på noget tidspunkt fortalt enten dine forældre eller en af lærerne på skolen om de oplevelser, du har? Jeg kan ikke umiddelbart læse noget om det i dit brev, så det vil lige nu være mit bedste råd til dig – at fortælle en af de voksne, som du stoler på, hvad enten det er dine forældre, en lærer / akt-lærer på skolen eller måske en helt anden voksen, som du har det godt med – det kan være en træner fra noget sport, pædagog fra ungdomsskolen eller en helt tredje, hvordan du har det og hvilke tanker det sætter i gang i dit hoved...
Du skal mærke efter i dig selv, hvem du tænker, at det kunne føles rart at betro sig til. For der er ingen 14-årige, som skal blive behandlet på den måde og gå rundt med selvmordstanker – livet skulle gerne være noget meget varmere og lysere, når man er i din alder!
Det er faktisk sådan, at alle skoler skal have udarbejdet en mobbepolitik, som beskriver, hvad de vil gøre, hvis der er en elev på deres skole, som bliver mobbet. Så når en af dine lærere får af vide, hvordan det er at være dig, så skal de sætte ind efter en aftalt plan – så du burde kunne forvente, at der sker noget for at du kan få det bedre, og hele jeres klasse kan opleve et stærkere fællesskab, når de bliver inddraget i det.
Har du mon en god ven fra skolen eller fra en interesse udenfor skolen? Jeg ved ikke, om du har nogle fritidsinteresser, men ellers kan det være en måde at starte lidt på en frisk og møde nogle andre venner, end dem man kender fra skolen, hvor man kan have de lidt låste roller overfor hinanden, kan du følge mig i det? Så hvis du ikke går til noget nu, kunne der så være noget, som du synes er sjovt eller spændende, som du måske kunne starte til? Der er mange hold, som starter op her i efteråret, så du vil højst sandsynlig ikke være den eneste nye på holdet...
Måske kunne det være rart for dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med én af rådgiverne der? Det kan være meget rart at have talt om det med en anden først, hvis man er lidt nervøs ved at skulle fortælle sine forældre eller andre om det – så kan man øve sig lidt med rådgiverne... Og de har dermed også mulighed for at høre lidt mere om, hvad der måske allerede er blevet gjort, og hvad næste skridt så kunne være.
Ellers er du meget velkommen til at skrive herind igen og fortælle, hvis du allerede har forsøgt at få en voksen til at tage ansvaret på sig.
Jeg håber, at du kan se dig selv i spejlet og tro på, at der intet forkert er ved dig! Du er helt unik og garanteret et vidunderligt menneske!
De bedste ønsker til dig fra
BørneBrevkassen
