Hej K1
Det lyder da sjovt, at du youtuber, og dejligt at du elsker det.
Hvis det kun er dit valghold der driller dig, så kan du måske snakke med din valgholdslærer, om I kan tage en snak om det. Måske kan det hjælpe, hvis du viser de andre, hvad det er du laver, så det ikke er noget hemmeligt noget, og så er det nok heller ikke så spændende for de andre at drille dig med det. Du kan jo selv udvælge noget af det, som det ikke gør så meget at vise frem for andre.
En anden ting, jeg kom til at tænke på, er at youtube jo er et offentlig sted på internettet, og selvom du har din egen kanal, kan du jo aldrig være sikker på, at andre ikke finder den. Det er desværre et af de vilkår, der er ved internettet. Så husk at tænke over, hvad du lægger på nettet og youtube – det skal være noget, der kan holde til at blive offentliggjort, uden din verden falder helt sammen.
Jeg ved ikke, hvad det er du youtuber om, så det med om du skal lukke din kanal og stoppe som youtuber, der må du mærke efter, om det bliver for hårdt for dig, hvis nogen har en mening om det. Man skal aldrig finde sig i at blive svinet til på sociale medier, så hvis nogen skriver grimme kommentarer til dine videoer, skal du anmelde det. Jeg vil også foreslå dig, at du viser det til en voksen, hvis du oplever mobning - uanset om det er via kommentarer eller hvis det foregår i klassen.
Du skriver, at du prøver at arbejde med dit temperament. Jeg tænker, at du skal huske, at du ikke skal ændre dig som person. Men det kan måske godt hjælpe dig i forhold til, hvor nærtagende du er overfor kommentarer. Du kan måske prøve at tænke, at det er fordi de andre er misundelige, og at det er derfor de driller dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen