Kære pige på 14 år!
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver for at få hjælp til skoletrætheden og de drillerier, du oplever. Jeg vil forsøge at svare dig, så godt jeg kan.
Jeg synes, det er rigtig sejt, at du står ved, at du er kristen, og at du tør at have nogle andre holdninger til fester og alkohol end de andre i klassen. Der skal en stor styrke til, at turde skille sig ud. Det er rigtig flot, at du gør det, også selv om det er på bekostning af, at du kan føle, at du ikke passer ind. Det ’nemmeste’ ville jo være, at give slip på sine egne meninger og holdninger, og at følge med strømmen (gå med til fester osv.) for ikke at skille sig ud af fællesskabet. Så jeg synes virkelig det er sejt, at du holder fast ved din tro. Det lyder som om, at den kristne tro, og de holdninger du har, er meget betydningsfulde for dig. Det kan jeg godt forstå, og det har jeg stor respekt for. Jeg tænker på, om dig og din familie mon har et fællesskab med andre kristne, måske fra kirken eller en forening, hvor der kunne være andre unge, som oplever de samme ting omkring at føle sig udenfor, som du oplever? Måske kunne det være rart for dig, at tale med nogen, som er i samme situation, om det? Nogen gange kan man forstå hinanden på en anden måde, hvis man selv befinder sig i samme situation, og måske snakke sammen om, hvad man kan gøre, og hvad de andre oplever, der virker. I kan måske også mødes og lave de ting, der interesserer jer, når de andre går til fest eller andet. Det kan også være, at du kan komme i kontakt med nogle unge kristne over nettet? Hvordan synes du, det lyder?
Jeg tænker også på, at det måske kunne være en idé, hvis du inviterede nogle af pigerne fra klassen hjem til dig, fx til en hyggeaften med spil, the og kage eller måske filmaften. Så kunne du vise dem, at man godt kan hygge sig sammen uden, at det behøver at handle om fest og alkohol. På den måde tænker jeg også, at du kunne blive en del af fællesskabet, ved at I får nogle hyggelige oplevelser sammen? Så er der måske en af de andre piger, der får lyst til at invitere til noget lignende en anden dag. Er det mon noget, du har lyst til?
Jeg er glad for at læse, at du ikke bliver drillet med din kristne tro, men jeg kan godt forstå, at det ikke er sjovt, at blive drillet med andre ting – heller ikke selvom de måske kun mener det i sjov. Jeg synes, det er rigtig godt, at du har bedt drengene om at stoppe med drillerierne, men det er da irriterende, at de bliver ved, og at du er nødt til, blive vred på dem, før de lader være… Når jeg læser dit brev, får jeg forståelsen af, at det er drillerierne og følelsen af, ikke at passe ind, der gør at du føler dig skoletræt, og at det egentlig ikke er det faglige og undervisningen, du er træt af. Er det mon rigtigt forstået?
Jeg tænker at den ’glad pige’ maske du tager på, når du skal i skole, kan være en måde, du kan passe på dig selv på. Så du ligesom kan ’gemme’ dig lidt, og lade som om, at alt er godt. Der er mange mennesker – både børn og voksne -, som bruger masker, hvis der er noget i deres liv, som føles svært i en periode. Så kan de skjule sig bag masken, så andre ikke opdager, at de i virkeligheden ikke er så glade, som de ser ud til. Maskerne fungerer som en slags beskyttelse mod dét, der føles svært eller ubehageligt. Det kan kræve et stort mod at tage masken af, og vise hvad der gemmer sig bag ved den. At vise, at der faktisk er nogle ting i ens liv, som man synes er svært, og at man måske har brug for hjælp fra omgivelserne til at blive gladere og få det rigtig godt igen. Hvis man skal turde smide masken, kræver det også, at man har tillid til, at de mennesker man viser sit ’sande ansigt’, og fortæller om det der er svært, vil tage en alvorligt og hjælpe en med at få det bedre. Jeg håber, at det giver mening for dig.
Jeg tænker på, om du mon har en sød lærer eller om der måske er en AKT-lærer på din skole, som du kunne have lyst til tage masken af overfor, og fortælle om drillerierne, skoletrætheden og din kristne tro? Sammen kunne i måske finde ud af, hvordan du kan få glæden ved at gå i skole tilbage? Måske kræver det, at du og læreren sammen tager en snak med de drenge, der driller dig om, at du faktisk mener det, når du beder dem om at stoppe. Måske forstår de det så bedre, eller tager det mere alvorligt? Hvis du synes, det er svært at snakke med din lærer om, kan du måske vise ham/hende det brev du har skrevet til BB og mit svar til dig? I dit brev beskriver du, hvordan du har det, på en rigtig god måde. En anden mulighed kunne være at tale med dine forældre om det først. Så kunne de måske hjælpe dig med, at fortælle det til din lærer? Hvordan synes du, det lyder?
Jeg håber, at du kan bruge mit svar.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
