Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg er bange for hvad de vil sige

Hej alle,

jeg er en dreng på tretten, og jeg vidste ikke helt hvem jeg skulle sige alt dette til indtil jeg fandt en plakat for BørneTelefonen på min skole.

Jeg har altid været anderledes end andre drenge på min alder.

Som “lille” valgte jeg til hver en tid barbiedukker over superhelte og jeg har danset ballet siden jeg var fire og danser nu også i forestillinger

Nogle gange spørger folk om jeg er pige eller dreng, og jeg er altså en dreng. Folk i min klasse kalder mig altid for homo og da jeg var yngre sov jeg hos en veninde men kunne ikke falde i søvn, og jeg hørte hendes forældre grine og sige at jeg helt sikkert var homoseksuel.

Jeg har altid tænkt at det var bare noget de troede og selvfølgelig var jeg ikke det. Jeg vidste nok heller ikke helt hvad det betød, men det er på det sidste blevet meget svært at benægte for trettenårsalderen er jo vel nok der man får sin første forelskelse, og det er også sket for mig.

Jeg har aldrig følt mig så nervøs i nærheden af nogen og jeg tænker konstant på personen, og det hjælper nok ikke min sag at det er en dreng. Jeg ville aldrig fortælle det til ham da jeg ikke vil give drengene fra min klasse ret efter altid at have benægtet det.

Hvis jeg kunne ville jeg bare være som alle andre drenge jeg kender, men det er virkelig svært så jeg har sådan set ingen drengevenner og det er vel også fint fordi jeg føler mig bedre tilpas med pigerne fra min klasse.

Jeg har ikke sagt noget til mine forældre endnu da jeg virkelig håber på at snart begynder at få øjnene op for piger men inderst inde ved jeg vel godt at det ikke kommer til at ske, for jeg kunne aldrig nogensinde se piger som andet end venner og jeg har aldrig følt mig attrakteret til piger.
Jeg håber bare at det er fordi jeg stadig er så ung, fordi jeg er virkelig træt af følelsen af at være anderledes.

Jeg ved alle andre tror jeg er homoseksuel, men jeg er bare så bange for folks reaktion når jeg giver dem ret.
Mine forældre ved det nok godt, men det er virkelig drengene jeg er bange for, fordi nogle drenge fra (…)

Er der noget galt med mig? Skal jeg bare vente og se om det går over før jeg siger noget til nogen?

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Dreng 13 år,

Der er absolut intet galt med dig.

Og jeg tror, der er rigtig mange der læser dit brev, som vil kunne genkende det du beskriver, og være glade og lettede over, at de ikke er alene. For du skriver så fint og klogt om dine tanker og følelser.

Det er svært for alle unge, at blive rigtig fortrolige med deres udvikling og seksualitet. Og det bliver ekstra svært, hvis man som mange, ikke lige passer ind i én af modellerne: Heteroseksuel dreng eller heteroseksuel pige.

I den ideelle verden ville vores kønsidentitet og seksualitet være ligegyldig, og man ville bare forholde sig til hinanden som mennesker. Og knytte venskaber og kærlighedsforhold på baggrund af det.

Men sådan er det desværre ikke helt enddnu, og du har oplevet en meget voldsom og dømmende adfærd fra drengene på din skole. Og sårende adfærd fra din venindes forældre. Det er slet ikke okay. Og det er ikke noget du skal bære alene.

Du spørger om du skal tale med nogen om det. Eller om du skal vente, og se hvordan din seksualitet udvikler sig de næste år.

Imellem linjerne i dit brev, syntes jeg det lyder som om, du har et godt forhold til dine forældre? At de er omsorgsfulde og forstående? Og passer godt på den tillid, du viser dem?

Hvis det er tilfældet, så er mit forslag, at du fortæller dine forældre om hvordan du har det. Nu, og ikke først om et par år. For det er vigtigt at have støtte, omsorg og opbakning til de vigtige ting i sit liv. Måske kan du vise dem dit brev – og måske også mit svar.

Dit brev kan være et godt udgangspunkt for, at du og dine forældre kan tale om det vigtige i dit liv. Dit breve er velformuleret, intelligent og indsigtsfuldt.

Dine forældre kan ikke fortælle dig, hvilken seksualitet du har. Det kan du selv. Men I kan fx tale om, hvad du gør med din usikkerhed, andres reaktioner - Og om vold og mobning på skolen. Det håber jeg, at dine forældre vil støtte og hjælpe dig med.

For du skal ikke være bange for eller udsættes for vold og mobning, uden at få hjælp. Og skolen har et særligt ansvar i forhold til  at hjælpe.

Du (og dine forældre) kan  også læse mere om forskellig seksualitet mm, fx her http://www.sexlinien.dk/_soegeresultat-(sexlinien).aspx?q=homo&x=0&y=0. eller tage kontakt til http://lgbtungdom.dk/radgivning/ungdomstelefonen/  og får rådgivníng og gode råd til de spørsmål, som du går med - og som dine forældre, måske også har.

Jeg håber du kan bruge mit svar til noget? Ellers ring eller skriv til os igen.

Stor respekt til dig – og alt det bedste fremover.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat