Hvorfor lever jeg
Jeg har altid skulle jeg var stærk så alle mine mindre kusiner, fætre og lillebror kunne se op til mig, men inderst inde er jeg rigtig svag.
Jeg har også altid rigtig ked af sådan som mit liv er og vil rigtig gerne lave om på det. Jeg har aldrig kunne græder når jeg er ked af det fordi, jeg har lært at man ikke skal græde hvis man vil have nogle venner, så jeg prøver at være så glad så muligt. det kan godt være svært, men man kan altid se på mig hvis jeg er ked af det, fordi så stiger jeg ud i luften.
Jeg har siden 2. klasse blevet mobbet, fordi jeg ikke er den bedste til sproglige ting og heller ikke er køn og jeg bare ikke kan finde ud af noget.
For nogle år siden blev jeg rigtig og god veninde, men hun udnyttede mig hun tvang mig til at røre ved hende på en klam måde og hun rørte også ved mig. hun stalt nogle af mine ting og penge. jeg sagde det til mine forældre og de sagde de til hendes, men de troede ikke på det. de sagde derfor det til hende og nu hader hun mig og råber efter mig når vi går forbi hinanden.
Det er ikke kun hende, men også nogle fra min klasse. De råber at jeg er så dum og grim at jeg bare kunne dø. Man lære selvfølgelig ikke at lytte til dem, men det er svært, for det rammer en inderst inde.
Jeg har skadet mig selv- mange gange enda. Skåret i mig selv, slået mig selv, brændt mig og prøvet at begå selvmord utallige gange. Jeg ønsker mig virkelig døden. Jeg har tit selvmordstanker og lysten til at skade mig selv igen, men gør det ikk. Jeg hader mig selv ufattelig højt. Jeg føler mig forkert på alle måder og at jeg igen verdi har her i verden.
Jeg tænker tit på at når jeg dør hvad sker der så. Kommer man til paradiset eller hvad? Ihvertfald har jeg ingen venner eller nogle jeg føler der holder af mig og elsker mig for den jeg er. Jeg føler mig helt alene og vil rigtig gerne sige det til nogle, men jeg ved ikke hvem.
Jeg er blevet mobbet siden jeg startede i børnehaven. I børnehaven blev jeg slået og lærte derfor at slå igen. Nu bliver jeg bare mobbet med ord, men det såre stadig rigtig meget. Det har ødelagt mig helt igennem. Der er heldigvis ikke så slemt mere, men jeg får tit kommentar at jeg er for dum til at være med i gruppen og hvorfor bliver du aldrig pæner du liner jo et monster, som lige er blevet kastet op på.
I skolen får jeg altid 00 eller 02 og det er i alle fag. Jeg blev også mobbet af læren i 4 år, med at jeg er venstre håndet og derfor skulle skrive med højre. Det havde jeg rigtig svært ved og blev også drillet med det. Nu skriver jeg næsten kun på computer Jeg hader dem virkelig, de forstå intet.
De fleste forventer man er perfekt- andre er bare blanke og ligeglade og de kan ikke sætte sig ind min situraion. Når man siger det til en lære tror de at jeg overdriver for det sker kun når de ikke er til stede.
HVORFOR LEVER JEG? De veninder jeg har siger jeg ikke kan snakke om føleser. De siger jeg bliver sur og kold. Jeg klare ikke mere. Hvad lever jeg for? Der er bare svært at kigge på facebook se alle sammen får 20-100 like når jeg får ca. 6 og halvdelen er min gamle familie.
Det er rigtig hård bare sådan nogle ting som alle forventer af en. Alt er bare underligt i mit liv, jeg klare ikke mere. Ingen forstå det, ingen. Nu skal jeg flytte skole, men er rigtig bange for det sker igen da jeg bor i en mindre by og alle kender alle.. Jeg er også bange for hvad de vil sige, jeg har ikke sagt noget til mine forældre, men sagde at jeg gerne vil flytte skole fordi ingen kunne se hvem jeg er. (Undskyld fejle, skrev på mobil)
