hvad skal jeg gøre?
jeg er en pige på 15 år, går i 9. klasse.
I min fritid går jeg til kampboksning, svømmer, ror og løber. Jeg dyrker sport næsten hver dag, men jeg føler mig fed.
Drengene fra de andre klasser på årgangen kalder mig fed, tror de mener det i sjov, men det gør ondt alligevel.
Jeg føler jeg ikke kan gå nogen steder uden folk kigger på mig, fordi jeg er så anderledes.
Jeg elsker mad og det har jeg næsten altid gjort, men her på det sidste er jeg begyndt at tælle kalorier og vil ikke have morgenmad, frokost og spiser kun til aftensmad fordi mine forældre er der.
Jeg er meget træt i skolen og er derfor skal der heller ikke så meget til før jeg bliver sur og ked af det.
Jeg kan ikke sove om natten fordi min mave gør så ondt og ligger og tænker for meget.
Til min første tysk oplæsning i år, var jeg ikke nervøs og alt startede som det plejede, men pludselig begyndte jeg ryste en hel masse, jeg fik kvalme og følte at jeg skulle besvime. Det var en utrolig dårlig oplevelse, og det er som om at min krop husker det og gentager det hver gang jeg skal fremlægge.
Det samme skete da jeg skulle læse noget op for klassen en dag. Jeg gik helt i sort, og læreren spurgte om jeg var okay eller om han skulle vælge en anden. Alle gloede på mig, og det var forfærdeligt. Det bliver værre og værre for hver gang, og jeg er ved at tro at det for alvor giver mig problemer.
jeg er begyndt at sige jeg ikke har lavet lektier, bare for at lade være med at fremlægge eller sige noget højt.
Jeg gider ikk og går ud på toilettet for at kigge mig selv i spejlet og sige at jeg skal tage mig sammen.
Jeg er flytte skole for et år siden, fordi jeg blev mobbet og har aldrig fået snakket ud om det.
Det hele begyndte i 3. klasse. Jeg fik en ny matematiklære og engelsklære. jeg har altid været god til matematik og ikke særlig god til sprogfag. Min matematiklære begyndte at kalde mig navne og gøre mig til den dumme. Jeg har aldrig været vild med at sige noget højt i klasse, men hun ødelagde alt.
Jeg fik en pude jeg skulle sidde på fordi jeg var så urolig, og alle de andre i klassen syntes det var mærkeligt og begyndte at kalde mig ting og smide mine ting i skraldespanden. Min engelsklære tvang mig til at skrive med højre, da jeg er venstrehåndet og gad derfor ikke komme til time, de andre syntes det var mærkelig og jeg kan næsten ikke noget engelsk nu.
Det blev ved og blev meget værre, nogle dage sad jeg ude på toilettet og græd 2 timer inden jeg kom til time. Min dansklære begyndte at hade mig, hun gjorde grin med mig, hvis jeg havde gjort en fejl. Alle mine stile skulle de andre i klassen rette, fordi der var så mange fejl og begyndte at finde stile på nettet og afleverer dem i stedet. Jeg har ikke skrevet en stil selv i mange år og tror heller ikke jeg vil begynde på det.
Dem fra klassen min gamle havde engang lavet en hadegruppe om mig på facebook og den ene gang havde de taget billeder af mig da jeg klædte om til idræt og lagt dem ud. Hadegruppen er slette nu, men ved det har en anden gruppe om mig.
I 8. klasse kunne jeg ikke mere og til min fødselsdag fik jeg nok, der var ingen der sagde tillykke og kom grædende hjem. Jeg sagde til mine forældre jeg ville flytte langt væk, men det blev til jeg skulle flytte skole.
I min nye klasse er der ingen der mobber mig, men jeg kan ikke glemme det der er sket. Jeg føler de sidder og bagtaler mig og hvis nogen hvisker tror jeg det er om mig. Jeg føler mig udenfor fællesskabet og går tit fra time.
Jeg har ikke nogle venner/veninder jeg kan snakke med og er selv hver dag. Vi har frie pladser og hader det, for jeg sidder selv eller ved siden af den dreng jeg ikke kan sammen med. De andre sidder ved deres venner/veninder, men jeg er selv. Når vi skal vælge grupper er jeg den der kommer i restgruppen og det gider jeg ikke.
Her i år fik vi taget en læsetest og den sagde jeg var let ordblind og skal derfor have en it rygsæk, men jeg er bange for om dem i klassen vil begynde at gøre grin med mig. Jeg har været til flere møder omkring det med skoleledelsen og de siger jeg SKAL.
jeg har grædt så mange dage har på det sidste og de sidste 2 uger har jeg ikke kunne mere. Jeg er glad for de endelig kan se der er noget galt, men er så bange.
Jeg overvejer at stikke af, jeg har pakket noget varmt tøj og vil væk, men tør ikke gøre det. Jeg er bange for hvad der vil ske, men vil så langt fra det her land så muligt.
Jeg vil gerne fortælle hvordan jeg har det, men der er ingen der vil lytte. Jeg har flere gange overvejet at snakke med en lære eller bare at skrive et brev, men føler ingen skal hænge på mig.
Jeg har flere gange tænkt på at begå selvmord, men uden held. Nu er jeg så tæt på at gøre en ende på det hele…..
kærlig hilsen mig
