Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad er jeg til for?

Hej BB.

Jeg er en pige på 13, og jeg har virkelig brug for hjælp.

Den seneste tid har jeg ændret mig rigtig meget, og er begyndt at se mere maskulin og goth-agtig ud. Sort og tung makeup osv…

Alle fra min klasse har vendt ryggen til mig, og kun 7 piger fra min gamle klasse gider at tale til mig og være mine venner..

Folk fra min klasse skriver klamme luder, fede so og “tag dit eget liv!” på Ask.fm og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre:((

pga. alt det her møg, er jeg begyndt at få selvmordstanker om at tage en overdosis.

Mine veninder ved det, men det er som om de tror det er for sjov?

Mine forældre ved det ikke… Hjælp mig..

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13-årige pige

Hvor er jeg trist over at læse, hvordan dine klassekammerater behandler dig. Jeg forstår godt, at du er ked af det, og jeg er rigtig glad over ,at du har besluttet dig for at bede BørneTelefonen om hjælp.

Tit mener folk, at den nye i klassen skal være sådan lidt ydmyg og stille, og helst falde i ét med tapetet. Du skiller dig tværtimod ud, og din Goth-stil ”råber op” og passer ikke ind i alles traditionelle skønheds- og modeideal.

Måske synes de i den nye klasse, at de dermed har ret til at holde dig udenfor - fordi du tillader dig at være lidt speciel i forhold til dem? Måske ved de ikke, at du uanset hvordan din ydre stil er, indeni er en sårbar, sød og klog pige som gerne vil høre til, og accepteres på lige fod med andre...

Det er godt at læse, at du stadig har venner fra din gamle klasse, som holder af dig. Samtidig mærker du alligevel konsekvenserne af, at du i din hverdag udsættes for grov mobning i den nye skole. Mobning har alvorlige konsekvenser, hvis der ikke handles - du er f.eks. begyndt at få selvdestruktive tanker. Det skal stoppe nu.

Det jeg synes du skal gøre er, at gøre din klasselærer opmærksom på problemet. Din skole bør have en handleplan klar til situationer som denne, så mobningen kan tackles og stoppes. Tror du, at du kan fortælle din lærer det samme, som du har fortalt i dit brev? Vis evt. læreren dit brev og mit svar.

Hvis du ikke oplever, at læreren og skoleledelsen hjælper dig og klassen, så er det en ny situation, hvor du kan overveje at skifte klasse (eller måske endda skole).  Men giv din nye skole chancen for at komme på banen først, ikke?

Samtidig med, at du snakker med din lærer, så synes jeg også det er super, super vigtigt at du får fortalt dine forældre, hvad der sker. Mange unge vil ikke sige noget til deres far eller mor, når der er problemer – men det hjælper rent faktisk at få sine forældres hjælp og opbakning. De er dine allernærmeste, og de kender dig og elsker dig præcis som du er. Tror du, at det er en mulighed?

Hvis dine forældre ikke kan hjælpe dig, så er du meget velkommen til at kontakte os igen på tlf. eller chat, så du kan få vendt situationen med en rådgiver.

Mange kærlige tanker fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat