Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

hjælp

jeg har ikke nogen venner

de smider ting i hovedet på mig
 
hjælp mig

hvad skal jeg gøre

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år 

Først og fremmest mange tak for dit brev! Hvor lyder det bare uretfærdigt, det du oplever. 

Det at mangle venner er noget, der kan gøre én rigtig trist og ensom. Og den følelse bør et skolebarn ikke rende rundt med. Et skolebarn bør heller ikke opleve, at nogen kaster ting i hovedet på ham. Det er ikke ok, og det skal du have hjælp til at få stoppet. Det kan være en lærer i skolen, der skal sørge for, at der ikke sker noget med dig og du kan være tryg i skolen. 
Når jeg skriver skolebarn, så er det ikke fordi, jeg opfatter dig som et lille barn. Så er det fordi, jeg mener, at det er for dårligt, at ting som mobning og udelukkelse sker for et barn eller en ung, der går i skole, hvor der er masser af voksne til at sikre, at man trives. 
For at få vendt den kedelige situation, du står i, er det vigtigt, at du får gjort opmærksom på, at du ikke har det godt, og at du ikke vil finde dig i at blive dårligt behandlet. 

Hjælp fra forældre

Jeg vil anbefale dig først og fremmest at tale med dine forældre om det, så de kan hjælpe dig. 
Jeg ved fra andre børn, at det kan være rigtig svært at få taget hul på sådan en samtale, og jeg ved også, at man kan gå og være flov over de ting, man udsættes for, og at man ikke ønsker at gøre sine forældre kede af det ved at fortælle, at der er problemer - men forældre ønsker, at deres børn har det godt. Hvis forældrene ikke har dét, så bliver de naturligvis kede af det; og det gør altså ikke noget. Det er kun naturligt, at forældre bliver kede af det på deres børns vegne - og ligeså naturligt er det også, at langt de fleste forældre vil gøre alt, hvad de kan, for at man skal få det bedre. 

Hjælp fra skolen 

Din klasselærer og dine andre lærere kunne også være et sted at søge hjælp, for uanset om man har et godt forhold til sine lærere eller ej, så ønsker lærerne også kun, at eleverne har det godt. Ja, faktisk er det skolens pligt at sørge for, at eleverne har det godt. Og hvis dét, du beskriver, foregår i skolen, så er det i allerhøjeste grad vigtigt, at lærerne ved, at der er noget galt. 

På skolerne i Danmark har man noget, der hedder en AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel). Det er en lærer, der er skal være særlig opmærksom på at børnene på skolen har det godt med hinanden. Det kunne være, at det var en AKT lærer, du skulle have en snak med. Det kan din klasselærer og dine forældre hjælpe dig med at få arrangeret. Ellers er det også muligt, at du selv finder AKT læreren og får en snak. 
Det kan også være, at skolens psykolog kan hjælpe dig, både i forhold til de ting, der eventuelt sker i klassen og i forhold til at få bygget dit selvværd op igen, hvis det har fået et knæk. 

Konsekvenserne og muligheder 

Mange, der bliver udsat for mobning og udelukkelse, er ofte bange for at sige det til nogen i frygt for, at det bliver meget værre. Af den grund får de ikke sagt noget. Og det er rigtig synd, for det bliver det jo ikke bedre af, måske snarere tværtimod. 
Hvis der bliver taget ordentlig hånd om situationen fra forældrenes og skolens side, så er det absolut muligt at løse problemer med mobning og udelukkelse. 
Det kræver, at du er åben og giver udtryk for, hvad du synes og mener. Det håber jeg, at du har mod på. Du kan jo vise dem dit brev og mit svar, så tror jeg, at de forstår, at de skal hjælpe dig. 

Det kan være svært at sige til nogen, så her kunne du måske øve dig lidt sammen med en telefonrådgiver på BørneTelefonen. Nummeret er 116 111, det er helt ok at ringe ind og snakke med os om, hvordan du har det og snakke om andre idéer til at få det godt. 

Hvis det viser sig, at du på ingen måde føler, at det bliver bedre, eller hvis det faktisk bliver værre, så er der jo også den mulighed, at du kan flytte skole. Og her vil jeg sige, at det på ingen måde er et nederlag at skifte skole. Det er derimod en moden beslutning man kan træffe, når man ikke vil finde sig i at blive behandlet dårligt længere. 
Nogle gange kan det være en rigtig god idé at starte på en frisk et nyt sted, så man får mulighed for at opbygge nogle helt nye venskaber. 

Åbenhed er det allervigtigste 
Når du skal tale med dine forældre og dine lærere, så er det meget vigtigt, at du fortæller dem alt, hvad der sker, og at du også fortæller dem, hvis du er bange for, at det hele bliver værre. På den måde kan de bedst hjælpe dig og bedst forebygge, at tingene bliver værre. 
Jeg vil ønske dig masser af held og lykke med det hele. Du har allerede taget et flot første skridt ved at skrive herind. 

Mange kærlige tanker og hilsener fra
BørneTelefonen

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat