Hjælp??

Kære pige på 14 år,

Tak for dit brev. Det er flot, at du har haft mod og lyst til at skrive så ærligt et brev til os. Det mod skal du holde fast i, så det kan hjælpe dig videre.

Først, da jeg læste dit brev, tænkte jeg, at det ville være rigtig godt for dig, hvis du kunne ringe til BørneTelefonen: 116 111, som er et anonymt nummer, hvor der sidder voksne klar til at snakke, og som er vant til at snakke med unge, der har det som dig.

Når man er 14 år, skal man ikke gå med selvmordstanker. Alle fortjener et godt liv – også dig… Jeg tænker, du har brug for en voksen, som forstår dig og lytter til dig…

Jeg ved godt, du skriver, du synes det er pinligt, men det er ikke i orden, at du skal være alene med alle de tanker og oplevelser, du har. Jeg forstår godt, at du føler, som du gør, med det som du oplever, men jeg ville ønske, at du kunne få øje på en voksen i din familie, eller skolen, som du har tillid til, der kunne hjælpe dig med at få lagt en plan for, hvordan du kunne få det bedre.

Skolen har pligt til at hjælpe dig, hvis du fortæller, hvordan du har det. Måske er der andre i klassen, der også føler sig dårlig tilpas med den måde, de bliver behandlet på, men ikke har det samme mod som dig til at bede om hjælp. Mange frygter at sige det til læreren, fordi de er bange for at blive udstillet for hele klassen. Men tit kan man undgå det, hvis man fortæller læreren, at man ikke har lyst til at blive sat på som punkt i klassens time. Så kan lærerne arbejde med klassens trivsel på en anden måde.

Du kan som en hjælp bruge dit brev til os at snakke ud fra. Det kan nogle gange være en hjælp at have noget skrevet ned at støtte sig til.

Al lykke til dig fra BørneTelefonen