Kære pige på 13 år.
Jeg vil starte med at svare på dit spørgsmål om en lærers tavshedspligt.
Det er faktisk svært for en lærer på forhånd at love en elev tavshedspligt, for det afhænger meget af, hvad eleven fortæller. Hvis læreren f.eks. får noget at vide, der gør ham/hende bekymret for, om eleven bliver udsat for omsorgssvigt derhjemme, er det lærerens pligt at underrette de sociale myndigheder. I den situation kan læreren altså ikke love eleven tavshed. Det kan også være, at eleven fortæller noget, hvor læren vurderer, at det er bedst at tage kontakt til forældrene om det.
Men hvis en lærer har lovet en elev tavshed og senere indser, at han/hun af ren og skær omsorg for barnet ikke kan holde dette løfte, er det vigtigt, at eleven får det at vide og får en begrundelse for, hvorfor informationen må videre.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du føler dig svigtet af din første lærer, og at han/hun ikke har sørget for at forklare dig, hvorfor tavsheden ikke kunne holdes. Jeg kan godt forstå, hvis du føler dig svigtet over det.
Det er alvorlige ting, du fortæller om i dit brev. Du fortæller om grov mobning med breve, og du fortæller, at du lider af en spiseforstyrrelse. Du overvejer, om du skal holde begge dele hemmeligt, eller om du skal snakke med din lærer om det.
Jeg vil absolut anbefale, at du får snakket med din lærer om det, også selvom han/ hun ikke kan love dig tavshed. Jeg tænker på, hvorfor det er vigtigt for dig, at det ikke må komme videre? Er du bange for at brevskriverne straffer dig for det? Eller er du flov over, at du modtager brevene? Eller….?
Efter min mening er det rigtig vigtigt, at der bliver handlet over for dem, der skriver brevene til dig. Det er den eneste måde at stoppe dem på. Det er oven i købet sådan, at hvis du føler dig truet, kan det være, at det er en sag for politiet. Så alvorligt er det.
Det er derfor, det er så vigtigt, at du ikke er hemmelighedsfuld omkring brevene. Prøv at sige til dig selv, at det vil du simpelthen ikke finde dig i! Nu kan det være nok! Find din indre styrke og din vrede frem overfor det, der sker. Det er nemlig slet ikke i orden, at de breve skal påvirke dig så meget, at du udvikler spiseforstyrrelser.
Det er ikke dig, der gør noget forkert, men brevskriverne der mobber dig. Det skal de simpelthen ikke have lov til.
Så altså – jeg vil klart anbefale dig hurtigst muligt at få snakket med din gode lærer om det og bede om hjælp til at få det stoppet.
Når man udvikler en spiseforstyrrelse, er det fordi, der er noget i livet, der gør ondt, og for dig er det nok mobningen. Det er godt, at du er opmærksom på, at der er et problem med din spisning, og jo hurtigere du får fortalt det til nogen, jo hurtigere kan du få hjælp til at få det bedre.
Jeg vil derfor anbefale, at du også fortæller din lærer om din spiseforstyrrelse. Måske kan du have glæde af at kigge på Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, hvor du kan læse om andre, der har spiseforstyrrelser, og om hvordan du kan få hjælp.
Du skriver ikke, om dine forældre kender til dine problemer. Hvis det er muligt for dig, tænker jeg, at det vil være en lettelse for dig at betro dig til en af dem eller dem begge. Det er ensomt at gå med så tunge problemer selv.
Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med en rådgiver. Vi vil meget gerne hjælpe dig. Det er gratis, og du kan være helt anonym.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
