Hej dreng på 13 år
Det er på ingen måder ok at mobbe andre. Det er derfor virkelig godt, at du skriver herind, så du kan få nogle idéer til, hvordan det kan stoppes. Der er nemlig ikke noget som helst galt med at være dig.
Alle mennesker er forskellige og det samme er vores hårfarver. Rødhårede mennesker har igennem tiderne altid haft ry for at være smukke, stærke og helt unikke. Se bare hvor mange der farver deres hår rødt, fordi de gerne vil være rødhårede.
Jeg synes, det ville være ærgerligt at farve dit hår på grund af andres tarvelige kommentarer.
Måske du i stedet for kan øve dig i, at se dig selv i spejlet og sige: “Jeg er sej og jeg tør at være mig selv” Det kan du prøve sige til dig selv hver dag i en periode. Måske det virker fjollet, men det kan nogle gange være en hjælp til at lære, at se mere positivt på sig selv.
Jeg synes også, at det ville være en god idé, hvis du får det sagt til en voksen, at de mobber dig med din hårfarve. Det kan fx være din lærer, som kan hjælpe klassen med at få et bedre fællesskab, hvor man ikke mobber hinanden.
Hvis det er svært at sige til din lærer, kan dine forældre eller en god ven, måske hjælpe dig?
De voksne på skolen har nemlig ansvar for at stoppe mobning.
Faktisk er det sådan, at alle skoler skal have anti-mobbestrategi. Det betyder, de skal have en plan for, hvordan de håndterer mobning og får det stoppet. Det kan din lærer hjælpe med bliver overholdt. Og forhåbentligt får I en god snak i klassen om at være gode klassekammerater, uanset hvad det handler om.
På vores hjemmeside her, kan du finde mere viden og gode råd til at stoppe mobning: BørneTelefonen – mobning
Jeg håber, du får det fortalt til en lærer, som kan hjælpe dig.
Hvis du har brug for at tale mere med os, kan du altid kontakte os på nummeret 116 111. Det er helt gratis og anonymt.
Jeg sender dig alle mine bedste tanker.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen