Kære pige på 13
Tak for dit brev. Det er godt, at du har fundet ud af at skrive til os, for jeg forstår godt, at du har brug for hjælp. Det gør mig bekymret for dig, når du skriver, at du tænker på selvmord indimellem. Du fortæller, at du bliver mobbet, og at dine forældre er ligeglade. Det lyder slet ikke rart, og det er helt klart, at du skal have hjælp til at komme ud af den situation med mobning.
Du skal vide at mobning altid opstår fordi klassen har et problem, det er aldrig den, der bliver mobbets egen skyld. Jeg tænker på, om din lærer mon er klar over, hvad der foregår i klassen? Det er jo læreren, som er nærmest til at gøre noget i klassen, og jeg vil foreslå dig, at du som det første snakker med hende eller ham om det. Du kan evt. vise det brev, du har skrevet. Måske ville dine forældre være med til at hjælpe dig sammen med din lærer, hvis de fik at vide, at du er så ked af det?
Når du skriver, at dine forældre er ligeglade, så tænker jeg på, om de mon ved, at du har det så skidt og at du har så tunge tanker? Det kan godt være, at dine forældre måske bare ikke ved, hvad de skal stille op, og derfor virker ligeglade..? Eller måske har de ikke lagt mærke til, at du har det svært?
Nogle gange kan det være rarere at snakke med en anden sød voksen end sine forældre, så hvis du skulle prøve at tænke på, hvem du ville kunne fortælle det her til, hvem vil du så helst snakke med? Det kan være, du har en sød nabo eller en i familien, som er god til at lytte til dig? Det kunne måske hjælpe at fortælle det til en af dem, og måske kan de så hjælpe med at få det fortalt til dine forældre... Hvordan lyder det, synes du?
Hvis du har lyst til at tale med en rådgiver, der ikke kender dig, før du taler med din lærer/ forældre / nabo / famile, er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Her er rådgiverne vant til at snakke med børn og unge om svære ting, og det kan være en stor lettelse at fortælle det til en, der er god til at lytte.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
