Kære du
Tak for dit brev, og tak for tålmodigheden. Jeg beklager, at du har måttet vente lidt på svaret.
Det med at komme til at medvirke til mobning, det tror jeg at rigtig mange kan genkende på en eller anden måde. Det kan man komme til, måske fordi man prøver at imponere, eller fordi man føler sig usikker i den gruppe, man er... Der kan godt være et miljø og en stemning i en klasse, hvor man ikke tør andet end at følge med - måske fordi man er bange for, at det går ud over én selv næste gang...
Det siger jeg ikke for at "forsvare" dem, der mobber, men for at sige at jeg godt kan sætte mig ind i din situation, og jeg godt kan forstå, at det er noget, man kan komme til at gøre, selv om man godt ved, at det ikke er helt ok. Du virker som om, du har rigtig dårlig samvittighed over det og fortryder, at du var med til det. Men det lyder som om, du ikke helt ved, hvordan du kan undgå at komme i sådan en situation igen - og måske hvordan du skal gøre det godt igen..?
Din far er blevet rigtig sur, og det er en helt almindelig reaktion. Jeg tror ikke, han får øje på det med gruppepres eller utryg stemning i gruppen, men måske mere er fokuseret på, at det er synd for hende, det gik ud over. Det er det også. Og det ved du og de andre drenge jo også. Du bliver ked af det, når din far er sur på dig, men det hjælper dig ikke rigtigt til at gøre noget ved det...
Når du så direkte spørger, hvad du selv kan gøre for at undgå at gøre noget lignende igen, fortæller det mig, at du rigtig gerne vil ud af det "mønster", der er i din klasse (eller den gruppe, det foregår i), og det synes jeg er virkelig stærkt af dig. Det kan være svært, og det kan kræve både mod og styrke, for det kræver at du tør sige fra, når du mærker, at noget ikke føles rigtigt for dig. I en gruppe hvor tonen er lidt hård, eller hvor man skal imponere hinanden eller leve op til nogle bestemte ting for at passe ind, kan det være hårdt at bryde ud og sige fra.
Så jeg tænker, at det måske ville være godt, hvis der var nogle voksne, der hjalp dig og de andre. Her tænker jeg på at få kigget helt overordnet på den måde, I er sammen på - hvad er acceptabelt, og hvad er ikke. Hvordan kan man gøre plads til, at alle kan være der, uden at man er nødt til at rakke ned på andre for få en plads... Det er ikke noget, børn bare lige selv kan fikse, så det skal lærerne og forældrene til klassen hjælpe med.
Så hvis du gerne vil gøre noget, kan du selvfølgelig godt starte med at prøve at sige fra og prøve at holde dig ude af situationer, hvor der kommer til at ske mobning, men du kan også bede om hjælp fra f.eks din far... Det lyder måske ikke ligefrem så fristende lige nu, hvor han er sur på dig, men måske kan du sige til ham, at du gerne vil have hjælp til at det ikke sker igen, og at det gør dig ked af det, at han er så sur på dig, for du ved jo godt, at det ikke var så smart gjort, det I gjorde... Hvis han begynder at moralprædike, tror jeg du skal prøve at sige til ham, at du hellere vil have, at han hjælper dig med at snakke med din klasselærer end at gøre dig endnu mere ked af det... Hvad tænker du om den måde at gribe det an?
Det kan også være, du har mod på at vise ham dit brev og mit svar... Det kan måske være en måde at vise ham, at du gerne vil have hjælp til at det ikke sker igen - OG at der er flere forskellige perspektiver på det. Kan du det? Hvis du gør det, så putter jeg lige et link ind her, som din far kan kigge på og få lidt mere at vide om de ting, der kan være på spil, når der foregår mobning - og hvad man kan gøre som forældre: http://www.bornsvilkar.dk/Temaer/Mobning.aspx
Jeg synes, du er virkelig sej at skrive her til BørneBrevkassen, og jeg håber, du fremover kan undgå at komme i sådan en dum situation - måske med hjælp fra de voksne omkring dig. Det kan være, det ender med at blive en lettelse for hele klassen, hvis I får hjælp til en bedre måde at være sammen på.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
