Ensom – Vil ikke være sammen med andre.

Kære T  

Du har skrevet et meget modent og udtryksfuldt brev om dit liv, hvor du fortæller en barsk beretning om, hvad mobning gennem mange år har gjort ved dig.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at der er mange voksne, der har svigtet dig gennem årene. Den langvarige mobning af dig burde for længst være stoppet, også selv om du åbenbart ikke har sagt noget til nogen om det. Men der er mange, der har været – og stadig er – vidne til mobningen af dig, så det kan ikke være nogen hemmelighed.

Du slutter dit brev med et spørgsmål: Hvorfor er jeg så mærkelig?

Med det mener du nok, hvorfor du føler dig ensom og alligevel undgår at være sammen med andre.

Med din historie synes jeg slet ikke, det er mærkeligt. Du har gennem årene lært at beskytte dig selv mod mobningen, ved ikke at sige noget og ved at føle ulyst til at være sammen med andre og trække dig. Det har været en nødvendig overlevelsesmåde for dig, og på en måde kan man sige, at det er en sund reaktion på usunde omgivelser.

Så selv om det er trist, at det har været nødvendigt for dig, kan du være stolt over, at du har kunnet beskytte dig. Men nu står du som 13 årig og er så moden, at du kan mærke ensomheden, der fulgte med.

Det glæder mig at høre, at du har fundet en niche, hvor du trives, nemlig med dine online venner. Her udnytter du jo også dine gode evner til at udtrykke dig på skrift, og det er nok derfor, du synes, at de forstår dig bedre. Når du sidder bag skærmen, kan du stadig beskytte dig, samtidig med at du kan sige noget. Det er godt tænkt, og det må du endelig blive ved med, for jeg tror, det giver dig rigtig meget.

Du fortæller, at du én gang har prøvet at åbne dig for skolesygeplejersken, men desværre rejste hun, og du følte dig forrådt. Det var uheldigt for dig, men fortæller mig, at du kan, hvis du tør/beslutter dig for noget. Måske skulle du alligevel give det en chance mere? Du har nu formuleret et fremragende brev, og jeg tænker, at det må gøre indtryk på enhver voksen på din skole. Måske er der en person på din nye skole, som du trods alt føler lidt tillid til? Og måske kunne dit brev og mit svar hjælpe dig lidt på vej med at åbne op?

Jeg kan godt forstå, hvis du tænker, at det er rigtig svært, og du skal først gøre det, når du føler dig parat. Indtil da vil jeg foreslå, at du bliver ved dine online venner, hvor du trives, og hvor du har fundet det fællesskab, du savner. Det er en fin vej at gå i din situation.

Måske kan du have glæde af

www.ventilen.dk

Det er en organisation, der arbejder for ensomme unge mange steder i landet. Prøv at se, hvad de har at byde på, og bliv ved med at lytte til den stemme, der fortæller dig, at sådan som du har det nu, ikke er sådan som du skal have det - den går klart og stærkt igennem hele dit brev!

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen