Kære pige på 12 år
Tusind tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, hvad du skal gøre ved, at dine veninder er begyndt at mobbe dig og holde dig udenfor. Det lyder bestemt ikke særlig rart.
Du fortæller at du har spurgt dem hvorfor. Det er virkelig flot, at du tør spørge dem direkte. Hvor er det tarveligt, at de så bare skubber dig væk og løber deres vej. Det er selvfølgelig ikke i orden på nogen måde. Og det skal stoppes.
Derfor vil jeg rigtigt gerne give dig nogle gode råd til, hvad du kan gøre ved det.
Du fortæller ikke, om det er veninder i skolen eller udenfor? Hvis det er veninder i skolen, så er det sådan, at alle børn har ret til at gå i en skole, hvor de har det godt og føler sig tryg. Derfor skal din skole have en plan for, hvad man kan gøre, hvis et barn bliver mobbet. Vidste du mon det?
Det betyder, hvis du fortæller din lærer eller en anden voksen på skolen, at dine veninder mobber dig, så skal han/hun hjælpe dig. Det står der i loven. Hvis jeg var dig ville jeg derfor prøve at få fortalt det til voksen på skolen, som du er tryg ved. Tror du, at du ville have mod på det?
Måske er det ikke veninder fra skolen, men fra fritiden? Så tror jeg, at jeg ville sige det til min mor eller far, hvis jeg var dig. Dine forældre har ansvaret for, at du har det godt. De kan f.eks. tale med dine veninders forældre om det og hjælpe med at få det stoppet.
Du virker som en sej pige, der tør at tale om tingene. Men jeg kan sagtens forstå, hvis du synes, at det er svært at sige. Måske ville det være nemmere for dig at vise den voksne dit brev og mit svar. Det ved jeg, at mange børn synes. Hvad synes du er nemmest?
Det kan også være, at det ville være rart for dig at tale med din mor eller far om det. Gad vide om du har prøvet det? De kan f.eks. hjælpe dig med at tale med skolen om det, så mobningen kan blive stoppet hurtigst muligt.
Det er ikke din skyld eller dit ansvar, at dine veninder mobber dig. Det er de voksne, der skal hjælpe med at få det stoppet, så det er rart for dig at gå i skole igen.
Jeg håber derfor, at du vil holde fast i dit store mod og bede en voksen om hjælp. Husk at der aldrig er en god grund til mobning, og det er aldrig din skyld, hvis nogen mobber dig. Det handler ikke om dig, selvom det kan føles sådan.
Kæmpe kram fra BørneTelefonen til dig.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen