Kære 14-årige pige.
Jeg vil meget gerne hjælpe dig lidt videre hvis jeg kan, men du har selv taget det første skridt ved at skrive et brev til os.
Ud fra dit brev kan jeg ikke se noget der peger på, at du er maniodepressiv eller syg. Derimod er det helt, helt forståeligt, at du føler dig deprimeret og at du er påvirket af flere års mobning. Det ville være underligt, hvis man kunne være udsat for psykisk og fysisk vold fra sine ”kammerater”, uden at man blev afsindig trist. At græde meget er en sund reaktion på at du er ked af det, og det virker afstressende at lade tårerne få frit løb. Mon du kan genkende den følelse?
Du skal vide, at du IKKE selv er skyld i at du bliver mobbet, slået eller sparket. Du er helt ok lige som du er. Og hvor er jeg glad for at læse, at du har venner og veninder. Rigtige venner har vi alle sammen meget få af, det er også helt naturligt. Du har endda også oplevet at få en kæreste, det er dejligt at læse.
Jeg tror, at det vigtigste lige nu er at mobningen og volden stopper med det samme. Du skal have hjælp fra andre til det – hjælp fra voksne. Lederen på din skole har ansvar for, at alle elever både trives og er fysisk sikre i skoletiden. Det er derfor afgørende, at du fortæller skolens leder om det der foregår, så lederen (sammen med lærerne) får stoppet mobningen nu.
Hvad med støtte fra de voksne derhjemme, mon du går alene med problemerne, eller har du fortalt dine forældre om det? Det kan jeg ikke læse i dit brev. Din far og mor er de nærmeste personer til at passe på dig. Kunne du bede dem om at de gå med dig op på skolens kontor eller ringe til skolelederen? Hvis ikke, kan du overveje, om der er andre voksne du kunne fortælle dine problemer til? Fx en fornuftig lærer eller pædagog, du på et tidspunkt har talt godt med, måske en af dine venners eller din kærestes forældre eller en helt tredje voksen, du synes virker rar.
Nu til de psykiske problemer: Dem skal/kan du heller ikke kæmpe dig ud af helt alene. Jeg mener, at du bør få hjælp til at genfinde selvværdet og din livsglæde, og til at stoppe med at skære i dig selv. Bortset fra at snakke med en voksen du kender, som jeg nævnte før, kan du også gå til skolens sundhedsplejerske. Du kan tage brevet her med dig, eller selv fortælle din historie. Sundhedsplejersken burde være hjælpsom for dig at snakke med, og hun kan guide dig videre med hvad du kan gøre for at få hjælp, fx. fra en psykolog, hvis det er noget for dig.
Jeg forstår godt, hvis du føler, at det hele er overvældende og uoverskueligt lige nu. Vil du snakke mere om hvad der er sket - og få idéer til, hvad der måske skal ske af gode ting fremover i dit liv - så kontakte os endelig. Jeg tror, at du kan få rigtig meget ud af at snakke med en af vores dygtige rådgivere.
Mange kærlige tanker her fra BørneTelefonen
