Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Cybermobning eller bare sjov?

Hejsa

Som rigtig mange nok ved er de sociale medier blevet en stor ting i unges hverdag. Jeg har som rigtig mange andre benyttet mig af både Snapchat, Facebook, Instagram og ask.fm.

Over en længere periode har jeg skrevet med en rigtig sød dreng. Han havde nogle mindre søde venner, men jeg tog mig ikke rigtig af dem. På et tidspunkt tog hans venner kontakt til – ikke kun mig – men også andre på min alder. En af hans venner skrev til mig, ofte flere gange om ugen, men efter et stykke tid fandt jeg ud af at han sammen med en bunke drenge havde en gruppechat. Inde på den gruppechat blev der sendt screenshots af samtaler og billeder.

Efter lidt tid gik det op for mig hvor meget de egentlig gjorde grin med mig, og få af mine venner blev trukket ind i det. De har ofte gjort grin med andre og det har egentlig ikke generet nogen. Men her for kort tid siden begyndte de at gå mig på. De lagde billeder op af mine venner med en skrift der indebar mit navn. De snakkede om mig på ask. De snakkede helt sikkert om mig på gruppechatten, og jeg kunne langsomt mærke en stikken i maven. Det var rigtig ubehageligt, og jeg kunne ikke vide om de lavede sjov eller ej. Drengene der mener at jeg, inklusiv andre har sagt noget om dem, hvilket selvfølgelig blev sagt i sjov, eftersom de gjorde præcis det samme.

Jeg har det ekstremt dårligt over det, og jeg ved det fortsætter, de er et år ældre end mig hvilket gør det virkelig ubehageligt. De billeder indeholder en meget skrap tekst og jeg kan overhovedet ikke vise det til min mor, selvom jeg går rundt og er ked af det. Jeg har ingen jeg kan snakke med om det, for jeg føler ikke jeg kan sige noget til nogen uden at det kommer videre. 

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal stille op, og jeg har flere gange tænkt på om jeg overhovedet har gjort noget rigtigt i mit liv og om jeg kunne få en chance mere, Da jeg føler jeg har taget mange dårlige beslutninger.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16

Mange tak for dit brev, som fortæller en vigtig historie, som andre unge helt sikkert vil kunne genkende sig selv i. For som du skriver, er brugen af sociale medier blandt unge vældig stor, og desværre oplever mange ligesom dig, at det nemt bliver misbrugt til bl.a. cybermobning. Jeg er glad for, at du har skrevet og bedt om råd, og at du samtidig er åben omkring det, du har oplevet.

I din overskrift stiller du spørgsmålstegn ved, om det egentlig er cybermobning eller bare er sjov - men det er helt tydeligt, at du ikke synes, at det er sjovt, og det skal du holde fast i. Jeg synes heller ikke det lyder sjovt, men tværtimod ret ubehageligt, og jeg synes, at det er så godt, at du mærker, hvordan du har det med situationen, og tør stå ved det.

Du skriver, at du føler, at du har taget mange dårlige beslutninger, og måske tænker du på noget andet end den situation, du beskriver i dit brev. Jeg synes nemlig ikke, at det lyder som om du har taget nogen dårlige beslutninger ud fra hvad du skriver. Du har haft tillid til ham den søde fyr, du startede med at skrive med, og måske også til nogle af hans venner, men det lyder som om, at din tillid er blevet misbrugt. Det er ikke din skyld, og det skal du ikke føle, at du skal straffes for. Tværtimod lyder det for mig som et positivt tegn på, at du vælger at tro på det gode i andre mennesker frem for at være fordomsfuld og på vagt.

Spillereglerne på de sociale medier er anderledes end i den virkelige verden, hvilket gør én mere sårbar over for mobning, og derfor har vi lavet fem gode råd ift. digital mobning, som du kan finde her på siden. Mange har haft dårlige oplevelser med bl.a. den app, der hedder Ask.fm, som du selv nævner. Måske kunne det være en idé, at du og dine veninder aftalte at slette app'en? Det råder vi ofte andre unge til. Hvis du har mod på det, tror jeg, at det ville være godt, hvis du kunne sige fra over for det, de ældre drenge har gang i. Selv om det måske ikke får dem til at stoppe, sikrer du dig i hvert fald, at du har sagt tydeligt fra.

En anden mulighed er helt enkelt at slette dem fra Snapchat, Facebook og så videre. Hvis du stadig snakker med ham den søde dreng, og du ikke har haft nogen ubehagelig fornemmelse i forbindelse med jeres skriverier, kan du måske også fortælle ham, hvad der foregår, og at du ville ønske, at de ville stoppe.

Det lyder som om, at du gerne vil fortælle din mor, hvorfor du er ked af det, men at det er svært at få det sagt - også til andre end din mor. Men det er vigtigt at få talt med nogen, når man har det, som du har det, og derfor håber jeg, at du har lyst til at ringe eller skrive direkte til BørneTelefonen på 116111 og få en snak med en af de søde rådgivere. Det er gratis og anonymt, og det kommer ikke videre, og så kan det være en god måde at øve sig i at få tingene sagt højt, så man en dag måske har mod på at snakke med nogen, man kender. Det er der i hvert fald andre unge, som oplever.

Jeg håber, at du kommer ovenpå snart igen og ikke lader en ubehagelig og uheldig oplevelse afholde dig fra at møde andre med åbent sind og fra at tage nye beslutninger i dit liv.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan er dit digitale fællesskab?

Når man skriver sammen online, kan tonen hurtigt blive grovere, og vi kan nemt misforstå hinanden. Det kan være fordi, vi ikke kan se andres reaktioner, og derfor ikke opdager, at de måske er blevet kede af det.

Er du blevet mobbet, holdt udenfor eller talt grimt til på nettet, er det ikke okay. Og der er heldigvis en masse voksne, som skal hjælpe dig med at få det stoppet, så du kan få det bedre.

Klik dig videre her og få gode råd til dit digitale liv og fællesskab!

Trin for trin hjælp
Har du været udsat for ulovlig billeddeling? Få hjælp her, hvis nogen har delt et billede eller en video af dig.

Er dine private billeder blevet delt?

billeddeling

Er dine private billeder blevet delt? Eller har du selv delt billeder eller videoer?

Uanset om du selv har delt, har modtaget noget eller selv er blevet krænket, er det det vigtigt, at du reagerer.

Læs mere her og få hjælp til, hvad du kan gøre hvis du er stødt på det eller selv har været udsat for billeddeling. Du kan også få gode råd, læse andre børns breve, quizze eller se film om billeddeling.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat