Kære pige på 14!
Mange tak for dit brev, hvor du spørger om du bliver mobbet og hvad du skal gøre.
Jeg kan læse, at du oplever, at blive holdt udenfor og føler, at de andre ikke accepterer dig som du er. Der bliver kommenteret på dit spil, og du oplever, at de andre på holdet forsøger at undgå dig. Jeg synes, det virker det som en svær situation, men jeg også godt forstå, at du ikke har lyst til at skifte sport, når du er så glad for den.
Du må virkelig være en stærk og sej pige, der har en evne til at passe på dig selv og ellers føler dig glad og tilfreds i dit liv, for ellers tror jeg måske ikke, at du ville have lyst til at gå til den sport. I nogle sportsgrene kan der godt blive sagt nogle hårde ting, hvis man ex. brænder et skud på mål eller taber en vigtig bold. Det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke kan lide dig som person og ikke vil være sammen med dig. Men uanset om det er tilfældet, så tænker jeg at det er gået for langt, når du begynder at få følelsen af, at de mobber dig.
Så jeg tænker, at der nok er brug for, at en voksen får at vide, hvordan du oplever stemningen på holdet, så der kan blive gjort noget ved det. Mobning opstår som regel, når der er en dårlig kultur i et fællesskab, og det går ud over alle på holdet, så måske ville det være godt, hvis jeres træner fik at vide, hvordan det kan opleves at være på holdet... Ville du mon kunne tale med træneren om det, eller tror du, at dine forældre ville kunne tage en snak med ham/hende?
Det er de voksnes ansvar, at der ikke foregår mobning - og det gælder både i skolen og i fritiden. Så jeg håber, du kan få hjælp fra dine forældre eller en anden voksen tæt på dig, så din sportsklub kan blive et sted, hvor der er rart at være for alle.
Du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive ind på BørneChatten, hvis du har brug for yderligere råd og vejledning.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen