Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Bliver jeg mobbet?

Hej jeg tror jeg bliver mobbet, hver dag når jeg kommer i skole sidder dem fra min klasse over i nogle sofaer i et hjørne hvis jeg går derhen bliver jeg ignoreret hvis jeg spørger om noget jeg føler jeg bliver holdt udenfor.

Når vi laver gruppe arbejde og jeg kommer med ideer bliver de ignoreret eller også siger de det er forkert, selvom det faktisk er rigtig det jeg siger, jeg har prøvet at hente en lærer og forklare at de afviser alle mine ideer til grubbe arbejdet.

I frivaterene er de totalt fjollede og jeg er ikke rigtig til det der med at løbe rundt på hele skolen og skrige, så jeg sidder normalt og læser, men hvis de bare sidder og snakker og jeg så kommer der hen bliver jeg ignoreret, de gør grin med mig. sidste år havde jeg nok fri 46 dage spredt rundt på året jeg havde ikke lyst til at gå i skole, jeg har det stadig sådan.

Jeg har spurt min mor et par gange om jeg ikke må flytte skole men hun siger der findes sådan nogle mennesker som mobber overalt men jeg er blevet dømt som den stille i min klasse og jeg ville så gerne starte på en ny, få nye venner, ikke være den stille mere og måske ville det hjælpe mig med min selvtillid og at man kunne være sammen med nogle efter skole istedet for man bare kører hjem.

Har i nogle ideer til hvad jeg kan gøre for at min mor giver mig lov til at skifte skole har nemlig prøvet alt i min klasse været mere med, smilet og været imødekommende og det hele.

Hilsen Mig.

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år,
Hvor er det godt, du har skrevet ind til BørneBrevkassen - jeg vil rigtig gerne prøve at komme med nogen idéer til, hvad du kan gøre i forhold til din mor (flytte skole). For det lyder nemlig som om, at du har prøvet rigtig rigtig meget, men at du er nået der til, hvor du gerne vil have lov til at starte på en frisk.

Jeg tror, det må være hårdt for dig hver dag at blive mødt af klassekammerater, der ikke tager dig ind i fællesskabet - at de ignorerer dig i både timerne og frikvartererne. Er det mon rigtig forstået..?

Det du fortæller om, er jo slet ikke i orden - og jeg undrer mig over, at dine lærere på din skole ikke støtter op om dig, så du kan blive en del af det sociale liv og fællesskab i din klasse - ligesom alle andre.

Det er nemlig sådan, at alle børn har ret til et skoleliv uden mobning - ret til at blive mødt, set og rummet for den man er - hver dag af både sine lærere og klassekammerater. Ligeledes er det sådan, at dine lærere har pligt til at støtte og hjælpe dig, når dine klassekammerater mobber dig. De skal hjælpe hele klassen med at få skabt et godt, trygt og rart skoleliv, hvor der er plads til jer allesammen.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at det ikke er din skyld, at du bliver mobbet - Ved du godt det..?
 
Ofte er det nemlig sådan i de klasser, hvor der finder mobning sted, at alle elever har det dårligt! - Faktisk også dem der mobber og dem der blot står på sidelinjen og lader det ske...
 
I en klasse som din tænker jeg, at det er gået hen og blevet normalt at holde hinanden udenfor, normalt at tale bag om ryggen på hinanden, normalt at ignorere osv. Selvom alle ved, at det ikke er i orden, det der sker, er der tit ingen, der tør, gør noget ved det - for tænk hvis det kommer til at gå ud over dem næste gang. Kan du mon følge mig i det..?

Jeg tænker (dog uden at vide det med sikkerhed), at der i din klasse sikkert er flere, der går rundt og er bange og har det dårligt....

Jeg tænker ligeledes, at det ikke er i orden, at du bliver nødt til at blive hjemme fra skole 46 dage spredt ud over skoleåret for at kunne holde det ud (?).

Har dine lærere mon reageret på det..? Har de talt med dig og din mor om dit fravær? For jeg tænker, at det jo er et tydeligt tegn fra din side af, at du ikke trives og er glad....

Du spørger om nogen gode idéer til, at din mor lader dig skifte skole og starte på en frisk et andet sted...

Det første jeg tænker på er, at dig og din mor sammen skal snakke om det - at I får sat jer ned en dag, hvor du ved, at I har god tid til at snakke sammen. At du her får fortalt hende, hvordan du virkelig har det, og hvad du ønsker for dit skoleliv fremover... Tror du, at hun vil lytte til dig..? Måske kan du også fortælle hende at 60 % af de børn, der skifter skole pga. dårlig trivsel faktisk får det bedre i den nye klasse..? Mange voksne tror, at "nissen altid flytter med", men det er ikke altid tilfældet! 

Jeg tænker på, om du kunne vise hende dit brev til BørneBrevkassen og mit svar til dig - nogen gange kan det nemlig være til stor hjælp at tale ud fra noget på skrift - Tror du, at det kunne være en mulighed..?

Du virker meget afklaret omkring et skoleskift, og det tænker jeg, er vigtigt at få fortalt din mor... Måske kunne du finde en anden voksen, som du taler godt med, der kunne støtte dig i at få fortalt din mor de her ting..? Det kunne være et andet familiemedlem, en nabo eller måske en af dine nuværende lærere..?

Jeg ved, at der også findes gode klasser uden mobning... at der findes klasser, hvor alle føler sig som en del af fællesskabet og hvor eleverne har det sjovt og rart sammen - Så mon ikke I kunne finde en skole et andet sted i din by/ i nærheden, hvor du kunne få et godt og dejligt skoleliv - med venner der respektere dig og som støtter op om dig...

For det tænker jeg, at du fortjener!

En mulighed kunne også være, at du fortalte din mor, at hun kan ringe ind til Børns Vilkårs ForældreTelefon på 35 55 55 57. Her sidder der dygtige rådgivere, der kan støtte og måske hjælpe din mor i at tage den rigtige beslutning. Hun kan også læse om ForældreTelefonen på vores hjemmeside på www.bornsvilkar.dk

Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller at logge på BørneChatten, hvis du har brug for at tale din situation yderligere i gennem med en af vores rådgivere der.

Kærlig hilsen BørneBrevkassen

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat