Kære pige på 12 år
Jeg kan godt forstå dine bekymringer om at skulle starte i en ny klasse på en ny skole efter sommerferien. Det er altid spændende og lidt skræmmende når man står over for store forandringer i sit liv, som du gør lige nu.
De tanker du har om, hvad der kommer til at ske og hvordan det mon kommer til at blive, tror jeg er meget naturligt. Efter at have gået i din nuværende klasse i så mange år, har du efterhånden fundet dig til rette og er blevet accepteret som den du er.
Og nu kommer der så et skift, og et skift betyder forandring - men ikke nødvendigvis til det dårligere. For du følges med dem, som du allerede kender i forvejen. Det at der bliver lavet helt nye klasser, tror jeg kun er en fordel for jer alle - for så er der mulighed for at opbygge venskaber på ny. Og som du også selv er inde på, så er du faktisk rimelig tilfreds allerede.
Jeg tænker, at det vil være godt for dig, at snakke med dine forældre om din bekymring. Det er altid godt at dele sine tanker med nogle voksne, som kan være der for en og støtte en igennem den nye start. Desuden har I sammen mulighed for, at gøre dine nye lærere opmærksomme på dette fra starten af. Det kunne godt være en fordel, at de på forhånd ved, hvordan du har det til at starte med, så de kan være lidt ekstra opmærksomme på dig.
Jeg tror også, at det kunne være rart for dig måske at snakke med nogle af dine veninder om det - måske nogle af dem, som du skal gå i samme klasse med. De har måske nogle af de samme tanker som dig i forhold til det at skulle skifte skole/klasse - og I kunne sammen snakke om hvordan I kan støtte hinanden i den første tid.
Selv om bekymringerne lige nu fylder mere end spændingen ved at starte, tænker jeg, at det vil være hjælpsomt for dig, at prøve at holde fokus på det som gør dig glad - og gøre mere af det. Gør noget godt for dig selv hen over sommeren; hvis du har mulighed for det, så lav nogle aftaler med dine veninder. Så har I nogle fælles oplevelser som I kan snakke om, når I efter ferien starter det nye sted.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen