9 års mobning

Kære E. 

Tusind tak for dit meget fine brev om det hårde liv, du har haft. Hvor er jeg glad for at læse, at du selv synes, at ”livet går helt fint nu og at du omsider er blevet glad for dig selv og dit liv” – for i sidste ende er det det, som livet handler om. At være glad for den, man er! Sikke en styrke, der findes inde i dig!

Jeg synes, du fortæller så flot om den grove mobning, som du har været udsat for igennem al for mange år. Du er rigtig god til at sætte ord på de grumme oplevelser, du har haft. Det er helt forståeligt – og rigtig naturligt, at selvom du føler, at livet er godt nu, at du indimellem kan mærke de ar, som den langvarige mobning har forårsaget. I dit fine brev har du formuleret 3 spørgsmål, som jeg gerne vil prøve at besvare så godt, som jeg kan. Jeg synes faktisk, at dine to første spørgsmål hænger rigtig godt sammen.

Du spørger, hvordan du kommer videre - og om du skal sige ja til interviewet. Du skal selvfølgelig helt selv mærke efter og gøre det, du finder mest rigtigt for dig, så derfor håber jeg, at du vil nøjes med at bruge mine svar som nogle ideer til, hvad du måske kunne gøre. 

Jeg tænker, at det måske vil det være rart at få lov til at få din historie fortalt, så den kan hjælpe andre, men jeg tror faktisk også, at det ville og kunne være en rigtig god mulighed for dig selv. At du måske kan få lagt låg på de sidste 9 år – og starte på en frisk?! Det virker ikke til, at du bryder dig så meget om, at de andre (jeg går ud fra, at du mener dine klassekammerater?!) siger, at de synes, de kan se, at du er ulykkelig. Er det rigtig forstået? Umiddelbart tror jeg, at de gør det, fordi de gerne vil vise dig omsorg og passe godt på dig, men nogle gange – også selvom man har været udsat for det, du har – så har man brug for at komme videre og blive behandlet på samme måde, som de andre. Jeg ved ikke, om du måske kunne tage en snak med din lærer og fortælle hende om det? At du synes, det er svært, at de andre spørger ind til dig på den måde? At du måske gerne ville have at de andre kunne "slippe" mobbehistorien og spørge til andre ting? Det kan være, at I sammen kan finde ud af, hvordan I kan få talt med klassen om det?

Når man skriver et brev eller fortæller sin historie til en, der lytter, fx en interviewer, kan man indimellem føle, at der er nogle ”brikker”, der falder på plads – måske vil du opdage, at de ar, som du har, bliver mindre synlige, hvis du får lov til at fortælle din historie til en, der ikke kender dig personligt, men som bare lytter og stiller nogle gode spørgsmål, der måske får dig til at tænke nogle tanker, som du ikke selv havde tænkt inden? Derudover synes jeg, at din historie er så fantastisk, fordi den både er så barsk (mere barsk end de fleste af os kan lide), men samtidig er den også rigtig fin, fordi den viser, at man godt kan få det bedre, og det tror jeg vil være til stor inspiration for andre, der måske selv har fået den opfattelse at mobning bare er noget, der ikke kan stoppe. For din historie viser jo netop, at det kan ændre sig. Og den viser, at det er så vigtigt, at vi alle arbejder for, at mobning stoppes, så alle børn kan få en god skolegang. 

Hvis du føler, at dine oplevelser stadig er for tætte på, kan du også spørge "Girl talk", om du måske må vente lidt med at fortælle din historie? Måske er du mere klar om nogle måneder eller måske et par år? Det bestemmer du helt selv.

Til sidst spørger du, hvad der kan gøre en glad. Der er rigtig mange forskellige ting, der kan gøre mig glad. Tit glemmer vi de helt små ting i livet.Det er alle de ting, som vi ikke lægger så meget mærke til, fx den blå himmel (efter mange måneder med gråvejr), at købe friske blomster til sit værelse, at skrive et brev til en, man holder af (fx din bedste ven ”Melon”), at gøre noget helt frivilligt, fordi man har lyst: Fx bage en kage eller male. Mon det giver dig nogle gode ideer til noget, som du har glemt gør dig glad?

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang sige tak for dit brev! Jeg håber, det har hjulpet – både at skrive brevet og læse mit svar. Og så er det rigtig dejligt at høre, at du føler, at brevkassen passer til dig. Det er netop derfor, at vi her på BørneTelefonen både har telefon, SMS, chat og brevkasse, så der forhåbentlig er noget, der passer til alle børn og unge i Danmark. Husk, at du altid er velkommen til at kontakte os igen, hvis du finder modet til det.

De bedste hilsner fra BørneTelefonen