Kære pige på 12 år.
Da jeg læste dit brev, tænkte jeg med det samme:" Nej, det hele er ikke din skyld!"
Det er ikke din skyld, at din plejefar har rørt ved dig. Det er kun hans skyld. Det er meget forkert det han har gjort mod dig. Og det er klart ulovligt.
Og det er ikke din skyld, at den veninde, du betroede dig til, har sladret om dig. Det var en god ide, at snakke med en veninde, men desværre svigtede hun dig. Det er hendes skyld, og ikke din.
Og det er ikke din skyld, at mange i din klasse ikke gider dig mere. For du er ikke klam.Du har ret til at være præcis, som du er i din klasse.Det er altid svært at være den første, der får menstruation, og det er også svært at være den sidste. Men det er slet ikke i orden, at du bliver drillet med det. Det er dine læreres opgave at hjælpe elever, der ikke trives.Og det er også lærernes opgave at hjælpe klassen til at være sammen på en bedre måde, så ingen bliver holdt uden for.
Der er mange, der kommer til at føle, at det er deres egen skyld, når livet ikke fungerer. Måske tænker man, at man ikke er god nok, eller man tænker, at man kunne have gjort noget på en anden måde. Og så er det, at ensomheden og smerten bliver for stor, til at man kan være i sig selv.
Derfor er det rigtig godt, at du skriver til mig og beder om hjælp. For det er svært og ensomt at gå med alle de tunge tanker.
Når man begynder at skade sig selv, er det altid fordi, der er noget i livet, der gør så ondt, at man ikke kan rumme det.Du skriver selv, at du ikke kan være i dig selv. Måske oplever du en lettelse af smerten inden i, når du skader dig selv. Men du har sikkert også opdaget, at det kun hjælper i kort tid. Bagefter har du stadig den indre smerte. Derfor er det helt rigtigt, at du nu beder om hjælp.
Du fortæller også, at du har haft selvmordstanker. Måske er du selv lidt forskrækket over det? Selvmordstanker kommer, når man ikke kan se nogen andre veje ud af sin situation. Og igen er det godt, at du fortæller om det, for det er starten på, at du får det bedre.
Men du har brug for, at der er en voksen, der kan tage dig i hånden og hjælpe dig. Jeg vil foreslå, at du prøver at tænke på, hvilken voksen, du kender, der vil lytte til dig. Hvem mon du bedst kan betro dig til? Din kontaktperson i familieplejen? Eller en sød lærer? Eller en helt tredje? Du kan vise dem dit brev og snakke ud fra det..
Du kan også få hjælp fra en voksen fra BørneTelefonen - en bisidder. Hun kan hjælpe dig med at snakke med din kontaktperson eller med en sagsbehandler i kommunen. Ring ind eller sms, så kan vi snakke mere om det.
Jeg håber, at du får talt med en voksen - gerne en lærer, så du får hjælp til at få det godt.
Kærlig hilsen fra BørneTelefonen
