Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vægt problem og Drenge bryster!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 (snart 14 år)

Jeg forstår godt, at det går dig på, at de andre kommenterer på dit udseende, når du i forvejen kæmper for at tabe dig. Det er slet ikke okay, og det skal stoppes hurtigst muligt.

Jeg tænker, det ville være en god ide at fortælle det til en lærer. Jeg ved godt, at det kan være svært at gå til en lærer og fortælle, at man føler sig generet af de andre, men det lyder som om, at det med at bagtale hinanden er et generelt problem i din klasse - og det skal lærerne altså hjælpe med at få ændret på. For det er lærernes ansvar, at alle har det godt i klassen, og at der er plads til at være forskellige.

At få "drengebryster" er faktisk noget, rigtig mange drenge oplever i løbet af puberteten. Det sker, fordi der kommer en ubalance i hormonerne, og for de fleste er det noget, der forsvinder igen. Det er måske ikke så meget trøst lige nu, men måske kan det alligevel hjælpe dig at vide, at du ikke er den eneste. Og at det ikke kun skyldes, at du vejer lidt for meget.

Jeg tænker på, om du mon får noget støtte til at tabe dig? Du har jo fat i noget rigtig fornuftigt ved at prøve at finde en sport, du kan lide. For motion kan altså gøre en kæmpe forskel - især hvis det er noget, man også synes er sjovt. Kunne der være nogle sportsgrene som du ikke har prøvet endnu, som lyder spændende?

Hvis du ikke er så meget til boldspil, hvad så med roning, klatring eller mountainbike? Eller noget helt femte. Det handler mest om at finde noget, du ville kunne lide at bruge tiden på! Også selvom det måske ikke er den allerhårdeste form for sport. Og måske har du har en god ven, som måske havde lyst til at starte til sport sammen med dig? Det kan være det er lettere for dig at komme afsted til sport, hvis I er to.

Ud over at dyrke sport og være aktiv er det selvfølgelig også vigtigt, at man spiser sundt. Det lyder det også som om, du ved en del om, fordi du nævner, at du ikke ønsker at tabe dig med slankepiller. Så jeg tænker på, hvor meget dine forældre mon støtter dig i at tabe dig? Du siger, de godt ved, at du er overvægtig, men at du ikke har lyst til at fortælle dem, at du bliver mobbet med det. Jeg forstår godt at det kan være svært at fortælle dem det, men måske ville du alligevel synes det var rart, hvis de vidste det. Jeg er sikker på, at de rigtig gerne vil vide, hvordan du går og har det! Måske har de allerede mærket på dig, at der er noget, der går dig på. De kunne også hjælpe dig med at få talt med din lærer om det, hvis du synes, det er lidt udfordrende.

Jeg vil faktisk også foreslå dig at tale med sundhedsplejersken på din skole. Hun har som regel en fast tid på skolen, hvor man kan tale med hende. Sundhedsplejersken kan både tale med dig om gode (sunde) måder at tabe sig på, og hun kan også fortælle dig mere om, hvad der sker med hormonerne, som får brysterne til at vokse hos rigtig mange drenge.

Jeg synes du lyder som en sej fyr, og håber mit svar kan hjælpe dig lidt på vej!

De bedste hilsner
BørneTelefonen 

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat