Kære Pige,
Tak, for dit brev. Hvor er det godt, at du er opmærksom på, hvordan du har det og at du beder om hjælp og råd, ved at skrive herind.
Det kan være rigtig svært når kroppen forandrer sig. Og det gør den jo i teenageårene. Som du selv skriver, ligger din BMI inden for normalen. Men derfor kan man jo godt føle sig anderledes alligevel. Og, som jeg kan forstå det, er det dit eget syn på din krop, der påvirker dig.
Du skriver, at du har brug for hjælp, til at vide hvordan du kan få det bedre. Denne erkendelse, er så vigtig for overhovedet at kunne få hjælp og du skal have stor ros for det.
Jeg kan forstå, at du ikke har lyst til at snakke med dine veninder og/eller din familie om det. Det er nu alligevel et af mine råd til dig.
Du skriver; at du ikke vil have, de ser på dig på en anden måde, og at det er derfor du ikke vil snakke med dem. Jeg kan sagtens forstå din beymring, men jeg tror alligevel, at det vil være godt for dig, at kunne dele dine tanker med nogle tæt på dig, som du holder af og har tillid til. Derudover tænker jeg, at det måske kan hjælpe dig, at de netop ser på dig på "på en anden måde" og derved forstår, hvad du går igennem. Mon ikke du vil opdage hvis du fx taler med din veninder at de går med mange af de samme tanker, som du går med, det er helt normalt og kan være rart at blive bekræftet i.
Når du skriver, at du godt kan tale med dem, synes jeg det er ærgerligt, at du ikke vil bruge denne mulighed. For mig er det et tegn på, at du har et godt og tillidsfuldt forhold til dem.
Jeg synes at du skal overveje om der er én måske to, som du kan dele nogle af dine tanker med. Jeg tror at det kan være meget givende for dig.
Når man er teenager, fylder det meget at være en del af gruppen, føle man hører til og gerne vil ligne de andre. Vi er dog alle forskellige, nogle har store bryster, andre små og vi har forskellige kroppe. Dette fylder hos alle unge og kan være en svær proces at skulle igennem. Det handler om selvværd, altså måden vi ser på os selv og giver os selv værdi. Det kan være en god ide at øve sig i at sige jeg er god nok som jeg er. Se dig i spejlet og prøve at få øje på de ting, du kan være stolt over ved dig selv. Vi har alle noget, som er smukt, det kan være et flot hår, god tøjstil, kønne øjne eller måske en flot barm. Kan du mon prøve at se i spejlet og finde dine smukke sider?
Måske du kan have glæde af at kigge i brevkassen under temaet selvværd og læse nogle af de øvrige breve og råd, du er bestemt ikke den eneste, der synes det kan være svært? https://bornetelefonen.dk/brevkassen#/filterToggle
Det er også en mulighed at gå forbi skolens sundhedsplejerske/skolelægen og få en snak. De ved en masse om det at være ung, hvilke tanker og følelser der kan fylde og kan også give gode råd omkring kost og vægt, var det måske en mulighed?
Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen og få en snak med en rådgiver der. Der er åben hver dag fra 11-23, nummeret er 116111.
Held og lykke.
Med venlig hilsen
BørneTelefonen