Kære dig
Tak for dit brev, hvor er det fint, at du skriver herind og beder om råd. Det kan være rigtig svært, at være i puberteten, særligt hvis man er lidt længere tid om, at komme i gang med den fysiske udvikling end de andre i klassen eller hvis man den, der er allerførst i puberteten. Begge dele er ikke så rare, men helt almindeligt, at vi udvikler os på forskellige tidspunkter uanset alder.
Jeg ved, at der er rigtig mange andre drenge, der synes, at det er pinligt, at gå i bad med dem fra klassen. Det kan både være fordi, at man synes man er sent udviklet, har en mindre penis, en der ser anderledes ud eller måske fordi man er den første der får hår på den. Der er ikke nogen bestemt sidste dato for, hvornår man begynder at udvikle sig, men typisk begynder det i 10-14 års alderen. Pungen bliver større, penis vokser og du vil begynde at få kønshår og sædafgang.
Typisk er det i 13-15 års alderen, at det bliver muligt for drenge at få sædafgang men hvornår i det tidsrum det sker, kan jeg desværre ikke sige præcist, ligesom det i nogle tilfælde også kan ske før eller senere. Det er altså muligt, at være 15-16 år og ikke have haft sædafgang eller ikke have kønshår. Der er altså stor forskel på, hvornår det sker for den enkelte og der er ikke så meget andet at gøre end at være tålmodig og huske på, at mange andre drenge i din alder føler sig usikre og pinlige i forhold til deres krop og dens udvikling, så du er bestemt ikke alene. Jeg ved godt, at det ikke helt hjælper at få at vide, det er normal og andre har det på samme måde…men det er lidt svært at ændre på udviklingen, for det er hormonerne i kroppen, som styrer det. Du kan måske kigge på din far eller andre mænd/drenge (bror, fætre, onkler) i din familie og se, hvordan de har udviklet sig eller er i gang. Måske kan det give dig et praj om, hvornår og hvordan det er med pubertet og udvikling i din familie.
Inde på Børn Hjælper Børn kan du også læse breve og svar fra andre drenge i din alder og ældre der har det som dig. Dem kan du finde her: Børn Hjælper Børn
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og hvis du vil læse mere, er Sexliniens hjemmeside et rigtig godt sted at kigge. Her står der en masse om pubertet, onani osv.. Deres hjemmeside finder du her: Sexlinien
Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på nummeret 116111 eller skrive til os på chatten.
Kærlig hilsen BørneTelefonen