Udvikling gået i stå!

Hej!

Jeg er en 16 årig pige, som i noget tid havde tragisk anoreksi.

Jeg plejede før at være en sund, glad og rask pige. Jeg så aldrig i mit liv mig selv som stor eller ville ønske at jeg var mindre. Hvis jeg så nogen der rent faktisk var mindre, så sammenlignede jeg aldrig eller tænkte over det som sådan. Jeg var helt tilfreds og i min egen verden. Tegnede, fantaserede, passede skole og venner. Livet var fucking nemt og en leg! Alt gik som smurt og nu tænker jeg bare “hvordan”.

Min mor er en smuk og rigtig slank kvinde med en glød i huden og hun har altid stået for at bare give mig min mad på bordet, og så spiste jeg det. Jeg skulle hverken hen og tage noget selv eller ikke blive færdig med min mad. Kort og simpelt, jeg spiste bare hvad hun gav mig. Tænkte slet slet ikke over det. Og hun sørgede for at jeg var sund og gav mig nærende mad. – selvfølgelig en is engang imellem, da hun ikke var sundheds-fanatiker. Men du ved.. Hun passede godt på mig! 🙂

Så kom alderen, hvor jeg begyndte selv at tænke meget over tingene. Altså hvorfor dis og hvorfor dat. Det kørte bare ud i de forkerte spor. Jeg ville ønske at jeg bare kunne blive ved med at gøre som før, men nej. Jeg fandt ud af hvad kalorier var, da jeg læste et helt almindeligt dameblad og så blev jeg nervøs, da der stod “Usund mad kan give dig sukkersyge” og “Du bliver fed af det her!” “Ikke spis det”

Jeg tog det bogstaveligt og tænkte at det var til mig. Jeg begyndte at tvivle MEGET på da jeg fik et stykke kage om sommeren og fik det faktisk dårligt efter. Min mor sagde at jeg ikke skulle lytte til sådan noget, da det overhoved ikke er ment til en som mig. Jeg havde taget lidt på, som 13årig, af naturlige årsager. Jeg havde vokset rigtig hurtigt i højden og min krop var ikke en 8-årigs længere. Ikke at jeg var blevet småbuttet overhoved, men selvfølgelig vejer bryster og hofter også, som jeg var ved at få. Mine veninders kroppe reagerede anderledes, nogles lignede stadig tændstikker og andres havde virkelig formet sig ud.

Vi lignede ikke hinanden på en prik mere. Jeg blev hurtigt bekymret. Jeg syntes det gik for stærkt og jeg var ikke klar til at få en smallere talje, markerede hofter, mere rundet bagdel og bryster.

Jeg troede at jeg ville vokse mig større. Som 13årig havde jeg en bmi på lidt over 19. Jeg var så følsom over for det og syntes at det svarede til at være tyk. Det var dog overhoved ikke. Jeg fik min menstruation ved den tid og den havde jeg så i omkring et år, hvor den var meget regelmæssig og fin! Kom lige til tiden, gav aldrig voldsomme mens smerter…

Bang. Så gik jeg ned af bakke. Tabte mig, så min bmi fløj ned på 15. Blev anorektiker. Kunne ikke komme ud af det og jeg havde sat mig selv i en fælde, og blevet hjernevasket af tyndhed og kalorier.

Min mor græd og græd og forstod ikke hvorfor. Hun blev ved med at sige hvor flot jeg var og at nu var der Intet af mig tilbage. Jeg kunne se hvad hun mente, men jeg kunne ikke gå tilbage igen, til det jeg løb væk fra.

Min menstruation stoppede også.

Nu er jeg i behandling og har indtilvidere en bmi lidt under 18. Jeg prøver og jeg føler at jeg er meget sundere og har fået fremskridt. Mine forældre er stolte af mig, at jeg er kommet ud af det og at det lykkedes mig at tage næsten hele 7 kg på, på bare 2 måneder. Jeg føler at jeg har kæmpet. Dog er jeg gået lidt ned i vægt igen, men overhoved ikke nær så meget. Jeg skal tage ca. 2 kg på igen. Jeg kan godt.

Min udvikling er bare gået pænt meget i stå i de seneste 1 1/2 – 2 år. Jeg kan se at jeg er ved at få bumser og fedtet hud igen. Ikke meget, men bare en smule. Måske er det tegn på at det går godt… Og mine bryster føles mere ømme, som om at der sker noget nu. De er en sølle A skål og de har aldrig været store, men i det mindste er de større end da jeg lå langt nede.

Jeg har en glød i ansigtet, iforhold til da jeg så mat og grå ud. Jeg har nogle blodårer i ansigtet som er kommet til syne, fra spiseforstyrrelsen. De vil ikke gå væk, men jeg tænker på om det vil tage sin tid for dem?

Min menstruation er endnu ikke kommet igen. Fornylig var der noget sort/mørkebrunt som flød ud i mine trusser. Meget hurtigt. Ikke som en rigtig menstruation. Men kunne det være starten på min menstruation? At den snart er påvej? At min krop prøver at få mig igang igen. Det har været så lang tid siden. Jeg troede faktisk at den måske aldrig ville komme igen.

Men har jeg håb for det? Jeg er lidt undervægtig, jeg mangler bare omkring 2 kg. Jeg spiser super sundt og motionere med omtanke. Jeg får sunde fedtstoffer og meget næring, så jeg får alt det jeg har brug for. Dog har jeg stadig tabt mig lidt mht. Stress, men det vil jeg hurtigt lave om på, og tage på igen!

Lyder det som det skal være? Tror du jeg kunne være normalfungerende igen, og udvikle mig videre? Eller er min udvikling gået i stå, sådan så den aldrig vil fungere normalt?

Mvh. S