Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Udvikling

Jeg er en pige der lige er fyldt 14, og min krop er begyndt at udvikle sig meget, jeg har fået hår der nede og har haft det i meget lang tid, men er nu også begyndt at få hår under armene og lugter af sved, jeg er også begyndt at få bryster og kan sagtens passe en 75.a

Mit problem er så at min mor tror stadig jeg er en lille pige på 8 år hun bliver bare ved med at købe toppe og alt for små Undertrøjer til mig, jeg tror slet ik hun tænker at jeg har hår under armene og lugter og har brug for deodorant, jeg prøver at gemme det med at tage langærmede trøje på fordi jeg synes bestem ikke det er lækkert med hår under armene.

Jeg vil meget gerne begynde at barbere mig, også på grund af mange hår på benene, og at bruge bh men min mor er bare så gammeldags så hvis jeg ik spørg hende så får jeg først en bh når jeg er 16, der er bare det jeg slet ikke tør at spørge hende.

Hjælp mig !

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

 

Kære pige på 14 år

Tak fordi du har lyst til at dele dine oplevelser og tanker med os og alle de andre unge, der læser med i brevkassens breve.
Du er meget ærlig omkring alle de nye ting, der sker med din krop lige nu. Jeg kan forstå, at det er svært for dig at snakke med din mor om alle de forandringer, du oplever. Det er ikke nemt – måske heller ikke for din mor – når man som du er på vej til at blive kvinde. Jeg vil fortælle dig, hvad jeg tænker om din situation, og forsøge at komme med nogle råd til hvordan, du kan få talt med din mor.

 

Du skriver, at din krop udvikler sig meget lige nu fx med hår under armene og svedlugt. Hvad med menstruation – er din krop mon nået dertil? Du skriver ikke, hvordan du har det med alle de nye ting, der sker med din krop? For nogen piger og drenge, kan det være underligt, når man skal til at være voksen med hår forskellige steder, bryster og bumser. Måske føles det okay for dig?

 

Men jeg kan forstå, at du ikke er okay i forhold til, hvordan du skal snakke med din mor. Det må være besværligt for dig, at du skal gå rundt i langærmede trøjer, fordi du synes det er ulækkert med hår under armene.

Du skriver, at din mor stadigvæk tror, at du er en lille pige på 8 år, fordi hun bl.a. bliver ved med at købe toppe og alt for små undertrøjer til dig. Jeg ved ikke, om hun gør og siger andre ting, der viser dig, at hun stadigvæk tror, at du er et lille barn og ikke ser dig som ung i stedet? Hvad sker der mon, hvis du siger til din mor: 'Mor, jeg kan altså ikke være i de små toppe du køber til mig...og jeg vil meget hellere have en bh som passer, både til min str. og til min alder'?

Når jeg læser dit brev, er min første tanke: Måske ved din mor reelt ikke, at der faktisk sker rigtig meget med din krop lige nu. Det er jo din krop, og det er dig, som mærker og ser forandringerne først. Det er forskelligt hvor meget man deler med hinanden, og hvor lidt eller meget tøj man render rundt i derhjemme

Så kommer jeg til at tænke på, at hvis du ikke fortæller hende, hvad der sker, og hvordan du har med fx med hår under armene, så er det måske svært for hende at vide, hvor du er. Det, at du udvikler dig, er også nyt for din mor. Forstår du, hvor jeg vil hen?
 
Og så tror jeg vi rammer lige ned i dit spørgsmål: Hvis du ikke snakker med hende, så opdager hun ikke, at der sker ting med dig og din krop, men det er bare det, at du slet ikke tør spørge hende.

Hvad tror du, der vil ske, hvis du fortæller hende det, du skriver til mig her? Hvis du i dag eller i morgen siger til hende, at du har brug for en deodorant? Måske kunne du spørge hende, om I kan tage sammen ud og købe noget undertøj til dig. Jeg kan godt forstå, hvis det virker grænseoverskridende for dig, men du kan jo ikke vide, hvad hun vil sige før, at du vover at spørge hende...
Jeg tror, du må gribe chancen og sige det højt til hende. Dit brev forklarer så fint, hvad du har brug for. Jeg er sikker på, at du også kan få sagt det til din mor.    

Jeg ved ikke, om du har nogle veninder, som har det på samme måde med deres mor. Måske er du ikke ene om at tøve med at snakke med din mor? Det kan være, de har nogle gode råd til, hvordan du kan få en god snak med din mor.

Samtidig vil jeg også sige, at det forhåbentligt ikke er helt ukendt for din mor, at du er i puberteten? Hun kender jo udviklingen fra barn, ung og til voksen. Samme tur som dig (og alle andre piger), med bryster, hår, svedlugte og menstruation. Så hun burde måske også være mere opmærksom på hvad du har brug for støtte og hjælp til? Også udover de praktiske ting med bh indkøb, eller bind der skal købes, der kan sagtens være emner som menstruation, prævention, kærlighed og kærester osv. Måske kan du hjælpe hende lidt i gang, og spørger hende om hun nogle råd til dig? Jeg ved godt det kan være svært, engang i mellem skal forældre hjælpes på vej.

Måske kan hun læse inde på vores hjemmeside under de forskellige temaer, fx sex og seksualitet, forelskelse - bare for at komme i gang?

 

Under alle omstændigheder er der ingen vej uden om. Du kan ikke blive ved med at være 8 år, og jeg tror, at jo hurtigere du får fortalt din mor, hvad der sker, jo nemmere bliver det - både for hende og dig - at forstå, at du er på vej til at blive voksen. Held og lykke med det.

 

De bedste hilsener

BørneBrevkassen     

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat