Kære 12 årige.
Tak fordi du deler dine tanker med os og hvor er du god til at beskrive hvordan du har det.
Som du måske ved, er det faktisk almindeligt, at man som ung kan føle, at ens krop ikke rigtigt passer til den, man er. Hos nogle forsvinder tankerne igen, når man bliver lidt ældre og måske lidt mere sikker på, hvem man er. Men hos andre forsvinder tankerne ikke – og så handler det om at finde ud af, hvordan man kan være den, man er – uden at skulle skjule ens “rigtige” jeg for andre.
Vores seksualitet er jo i udvikling livet igennem, hvis vi giver den lov til det. Det synes jeg, heldigvis at rigtig mange er blevet bedre til og mere åbne omkring.
Lige meget hvad, kan det være meget ensomt at gå alene med ens tanker – og derfor kan det være rigtig rart at dele tankerne med nogen. Har du fortalt nogle om dine tanker om at være trans?
Desværre er der mange der er bange for at snakke om det, fordi man er nervøs for, hvordan ens omgivelser vil reagere. Nogle vil måske starte med at synes, det er lidt mærkeligt. Sådan er det ofte med nogle ting, som kan føles anderledes, så har man lige brug for lidt tid til at vænne sig til tanken.
Det er måske rarest, hvis du starter med at dele dine tanker med nogen, som du føler dig tryg ved. Måske dine forældre, eller en anden voksen du har lyst til at tale med. Hvad tænker du om det?
Du kan også overveje at skrive et brev hvor du fortæller om dine bekymringer og tanker- hvis det er lettere for dig?
Du skriver, at du ikke vil have badedragt på, og jeg tænker at du bør have det på som du finder mest behageligt at have på. Hvis det er shorts og tshirt, så er det sådan. tænker meget over Jeg tror, at alle tænker på, hvad andre tænker om os. Men en gang i mellem kan det være godt, bare at gøre det vi har lyst til og synes er bedst for os selv. Man kan også få nogle heldragter, som ikke er køns-bestemt, så de kunne måske være en mulighed for dig?
Det kan også være, at det vil være interessant for dig at besøge www.Sexlinien.dk . Det er en rådgivning, hvor du blandt andet kan læse mere om seksualitet og transseksualitet. her: http://www.sexlinien.dk/emneside-seksualitet-og-koen/trans.aspx.
Her kan du også læse om andre, der måske har haft nogle af de samme tanker, som du har.
Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe eller skrive til os på BørneTelefonen på 116111- hvis du har lyst.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig med hvad du skal gøre og hvordan du kan komme videre med dine tanker om at være trans.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.