Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

tidligt udviklet

Hej Brevkasse

Jeg er en pige på 11 år der lige har fået min første mens.

Jeg har også allerede fået bryster. Men det har alle mine venninder ikke. Der er ingen der er begyndt at få bryster, og der er ingen der har fået mens.

Jeg savner en veninde at snakke med det om. Det er bare lidt svært at snakke med dem om det.

Håber i kan hjælpe mig.

Kh Pigen

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Jeg får helt lyst til at sige tillykke til dig - du er nu begyndt på et nyt kapitel i dit liv og jeg kan godt forstå, hvis det kan virke overvældende og måske lidt skræmmende. Der sker store forandringer i denne periode af livet og nogle gange kan det være svært at følge med.

Derudover oplever man, at udviklingen sker i forskellig tempo - pigerne er oftere lidt hurtigere end drengene. Men også bare pigerne imellem kan der være stor forskel på, hvornår man for eksempel får menstruation.

Det at du sammenligner dig med dine veninder er meget naturligt og jeg kan godt forstå, at dine tanker om det at være den første, som begynder at få bryster og menstruation; det kan godt være lidt svært at sige højt og kan derfor føre til mange tanker. Det er du slet ikke alene om - for det er svært at sætte ord på. Det kan jo være, at du slet ikke er den første…

Det at du kan snakke med det om din veninde er rigtig godt - for jer begge. For selv om hun måske ikke selv har fået menstruation, så ved hun, at hun selv skal have det en dag. Derfor er dine erfaringer vigtigt for hende. Omvendt har du en at snakke med, som kan lytte og stille spørgsmål til hvordan det er.

Jeg tænker dog alligevel, at det måske ville være rart for dig og alle pigerne i din klasse, at få snakket om kroppens udvikling og menstruation - helt generelt. Der er mange lærere, som gerne vil snakke med deres klasse om dette og måske bliver der en mulighed for dig, til at fortælle det, hvis du har lyst.

Hvis du synes det er svært at bede dine lærere om, så kan det være, at dine forældre kan hjælpe med at ønske et sådan forløb for pigerne i din klasse. På nogle skoler kommer skolesundhedsplejersken også ud i klasserne og holder pigemøder/drengemøder. Desuden er hun også en, som man selv kan komme og snakke lidt med, hvis der er behov for det. Men jeg tænker at det vil være rigtigt godt, hvis der en voksen som taler med jer om det. Den voksne behøver ikke at sige eller vide noget, hvem der har mens, hår, bryster eller andre ting. Det kan man sagtens holde privat, hvis man ikke har lyst til at sige noget om det.

Det er også muligt at finde mere information og snakke med andre om lige præcis det, som du beskriver om menstruation og kroppens udvikling på rådgivningen PrivatSnak - det er både muligt at ringe og chatte og så kan du også se en film. Du finder et link lige her: http://privatsnak.dk/10-12/

Og husk også på, at der ikke går lang tid før at dine veninder selv begynder deres nye kapitel i deres liv.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat