Kære pige på 13 år.
Tak for dit brev.
Jeg forstår virkelig godt at du er ret så træt af dine problemer med at svedpletter og lugten af sved. Ikke sjovt at stresse i løbet af dagen i forhold til tit at være nødt til at gå på toilettet og tjekke om der er svedpletter….
Jeg vil gerne forsøge at komme med nogle ideer til, hvad der sker i din krop og hvad du kan gøre.
Først vil jeg huske at sige: at det er meget normalt at svede, og især i puberteten kan det være svært og noget man skal vænne sig til. Måske har du også lagt mærke til at andre i klassen også er begyndt at svede mere?
Det er meget forskelligt, hvor meget vi sveder – nogle mere end andre. Men der findes forskellige ting, man kan gøre for ikke at blive generet så meget af sveden.
Det du har læst på nettet er helt rigtigt! Det er antiperspirant der tager svedlugten. Deodorant er mere til at give duft. Så jeg vil foreslå dig at bruge en roll-on med antiperspirant inderst på huden – og så et let sprøjt af deodorant ovenpå. Jeg ved at den slags kan købes på apoteket eller i Matas.
Du kan måske spørge din mor eller far, om de vil hjælpe dig med finde en?
En anden ting der måske kan være en hjælp til dig er at bruge en “trænings t-shirt” i et materiale, som et lettere at ånde i. Når sveden kommer ud igennem den, dannes der ikke pletter på samme måde som med bomuld. Her kan det være sværere at se sveden. Har du prøvet at gå med sådan en?
Derudover gælder det om at have en god hygiejne, så sveden ikke kommer til at lugte. Vask dig grundigt under armene hver morgen. Og måske også engang imellem i løbet af dagen. Du kan fortsat også have en ekstra t-shirt med i tasken, som du kan skifte til. Hvis du ikke vil have, at nogen skal lægge mærke til, at du skifter, kan du bruge to ens t-shirts. Det kan fx være sorte t-shirts – her er det svært at se svedpletter.
Det kan være en god ide at få snakket med dine forældre om det. Det ved jeg ikke om du allerede har gjort? Men de har jo også selv været i din alder og har måske nogle ideer til hvad der ellers kan gøres? Samtidig bliver det også nemmere for dem at forstå, hvorfor du måske pludselig har behov for flere t-shirts eller en særlig antiperspirant.
Hvis du stadig oplever det meget generende, så overvej at tale med sundhedsplejersken på skolen, som ved en masse om den slags.
Jeg håber du fået lidt hjælp til dit spørgsmål.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen