Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Stram i skeden

Hej børnetelefonen.

Jeg har i lang tid tænkt meget over om et muligt problem. Jeg er så småt begyndt at onanere, og her har jeg meget svært ved at få en finger op i skeden. Jeg ved ikke om det kan være muligt, at jeg er for stram, eller om jeg bare ikke turde at presse nok og derfor nok heller ikke er klar til det endnu. Hvad tror I kunne være problemet her?

Det skal nævnes, at jeg har en kæreste på 16, og jeg har faktisk lysterne til at lave noget mere end kys og at rører med ham. Her er jeg også usikker på om han kan få sin penis op i mig.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 15 år,

Alt begyndelse er svært. De fleste piger har haft det som dig i starten. Det er nyt, og man ved måske ikke helt, hvad man kan/skal gøre og ikke gøre.
Men hvor er det godt, at du skriver herind, når du har gået og tænkt sådan over det.

Det er helt almindeligt, at skedeåbningen er mere stram, når du ikke har brugt finger eller haft sex før. Det kan derfor godt være, at du skal prøve et par gange mere, før det føles rigtigt.

Nogle gange kan det også føles ekstra stramt, hvis man fx er nervøs og derfor kommer til at spænde i underlivet. Det kan være en god idé, at give dig god tid til at lære dig selv og din krop at kende.

I forhold til dig og din kæreste, kan jeg godt forstå, at man kan blive nysgerrig på sex og hinandens kroppe. Jeg tænker, at det lyder som om, at det kunne være en god idé at vente lidt endnu med at have sex. Det siger jeg fordi, at det lyder til, at du har brug for lidt mere tid til at lære din egen krop at kende og mærke efter, hvad der føles rart for dig.

Hvis I er sammen nu, så kan det også tænkes, at du måske ville spekulere meget på det og derfor komme til at spænde endnu mere. Hvis først du selv kender din krop bedre, spænder du heller ikke lige så meget i kroppen. Det skal jo føles rart og dejligt.

Det kan derfor være, at I skal blive ved med at være nysgerrige på jer selv og hinandens kroppe lidt endnu. Når I så en dag, bliver klar til mere, er det også helt almindeligt at man skal forsøge nogle gange, før det lykkes ham at komme op i dig.

Det er selvfølgelig også vigtigt, at I begge mærker efter og ikke overskrider hverken jeres egne eller hinandens grænser.

Sex kan føles meget stort og privat. Det er derfor vigtigt, at du ikke kommer til at gøre noget, som du faktisk ikke er klar til. Jeg vil altid anbefale dig at tale med din kæreste om det, og dele dine tanker og bekymringer med ham. Det kan gøre, at man slapper mere af og føler sig mere tryg ved hinanden.

Det kan også hjælpe at tale med nogle andre om det. Det kan fx være, du kan tale med en god veninde, nogle ældre søskende eller dine forældre? Jeg synes, det er vigtigt, at du deler det med nogen, hvis nu du en dag bliver usikker eller der er noget, der ikke føles helt rigtigt.

Husk at du også altid gerne må kontakte os på nummeret 116 111. Vi vil gerne tale med dig om sex, prævention, grænser og meget mere. Det er helt anonymt og gratis.

Du kan også gå ind på Sexliniens hjemmeside, og læse mere om onani og sex her: Sexlinien 

Jeg håber, du føler, du har fået svar på dine spørgsmål. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat