Kære pige på 14 år,
Tak for dit brev. Du skriver at du er ked af at dine bryster er små.
Jeg kan godt forstå du synes det er træls at du ser anderledes ud end de andre piger i klassen. Alle kroppe udvikler sig i forskellig fart og på forskellig måde – også i forhold til bryster. Men hvordan kroppen udvikler sig har man desværre ikke så meget indflydelse på!
Du sammenligner dig med pigerne i din klasse og synes at dine bryster er mindre end deres. Jeg tænker, at du i stedet skal se på, om dine bryster passer til din krop? Og måske er det bedre at se på din mor, bedstemødre eller hvis du har søstre, for størrelsen på deres bryster kan være det du skal regne med selv at få som voksen.
Du spørger om du kan gøre noget for, at de skal vokse, men desværre kan du ikke rigtig gøre noget selv. Til gengæld er der en god chance for at dine bryster ikke er færdige med at vokse, og helt af sig selv vil blive større med tiden. Iøvrigt forandrer bryster sig hele livet.
Vi taler med mange, der oplever at kroppens udvikling gør dem usikre og forvirrede. Det er ok at skulle vænne sig til den “nye krop” man får i puberteten, og det er helt normalt at være meget opmærksom på, hvordan man ser ud og spejle sig i andre.
I film, mode, film og blade ser man bryster. Og tit er det bryster, der har et bestemt udseende og størrelse. Nogle er kede af, at de har bryster, der ikke ser ud på den måde. Men ligesom resten af kroppen kan bryster have helt forskellig størrelse og form. Og alle bryster er fine som de er!
Vi taler med mange unge, som føler, at det er svært at være senere udviklet end de fleste. Jeg håber du kan lade være med at lade dig gå på af dine brysters størrelse, for det bedste er at være glad for sin krop og være tilpas i den, som den er. Men derfor kan der alligevel godt være nogle ting man kan gøre i hverdagen for at føle sig tilpas med den måde man ser ud. Der er nogle, der synes, at det er en hjælp at gå i løse skjorter eller toppe med lidt fyld i – eller helt andre ting. Kan du komme i tanker om noget, der kunne virke for dig?
Med kærlig hilsen
BørneTelefonen