Brev

Små bryster

Hej, jeg er en pige på 13 år. Og er lige blevet konfirmeret

Jeg skiftede skole for snart et års tid siden og det er slet ikke fortrudt! Jeg er kommet ind i en klasse og har fået verdenens bedsteveninder.
Det er dog et lille minus. Pigerne i min klasse er MEGET langt fremme i puberteten. Og jeg er overhovedet ikke. De alle sammen har enormt store byster og alle har deres menstruation. Det eneste udviklede ved mine bryster det er mine nippels. Og de er altså slet ikke store. De bliver stører men når jeg har tøj på er der bare sådan en lille bule der stikker ud. Selve brystet ville slet ikke vokse og det gør mig meget ked af det! Mine nippels har vokset i snart 1 år.

Der er en dreng i min klasse som er min er min bedsteven. Han og en anden dreng kigger altid på pæne piger med gigantiske bryster og siger ting som “hvis jeg noglesinde skal have en kæreste skal de have sådan nogle bryster der” og lign.

Det gør mig ked af det når jeg intet har.

Jeg er ikke forelsket i ham, jeg har ikke et crush på ham eller noget men han kigger altid på de andre pigers kroppe og siger de har gode former, En go røv, og alt sådan noget.

Jeg har en storesøster i 9 klasse som har meget mindre end dem i min klasse og jeg er så bange for jeg først får bryster når jeg bliver student eller jeg slet ingen får.

Så mit spørgsmål er om man ikke kan hjælpe kroppen igang, med at udvikle sig?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 13 årige pige

Jeg vil svare på dit spørgsmål først. Man kan ikke hjælpe kroppen igang med at udvikle sig hurtigere, desværre. Kroppen samspiller med hypofysen i hjernen , der bestemmer hvornår puberteten går igang, og det er bedst at den får fred og ro til dette, uden indblanding udefra.
Nogen starter pubertet allerede ved 10 års alderen, andre senere endnu, ja helt op til 18 års alderen må nogen vente med fx menstruation. Det er helt normalt.

Når det så er sagt, kan jeg sagtens forstå at det kan være svært at vente på der sker noget mere. Man vil gerne ligge lidt i midten af at udvikle sig, ikke så gerne være den første, heller ikke så gerne den sidste? Jeg tænker det også er sådan du har det?

Alle mennesker sammenligner sig med hinanden og den gruppe de er i. Det er helt naturligt.
Men især i puberteten kan det være ekstra sårbart, hvis man føler man skiller sig lidt ud. Fx som du føler lige nu, hvor dine bryster ikke vokser så hurtigt, som du godt kunne tænke dig?

Når dine drengevenner samtidig fortæller, at de bare synes store bryster er alletiders, så kan det jo også få dig til at føle dig “lidt forkert”?
Måske kan du sige til dem, at det ikke er så fedt at høre på? Det er jo ikke sikkert, de lige tænker over, at du synes noget om det? Og så kan det jo være fint, at få det af vide. Det er selfølgelig helt op til dig, om du har lyst til det.

Mange børn fortæller her på BørneTelefonen, at de gerne vil vide det, hvis de kommer til at såre deres venner, uden at ville det. Faktisk er nogen helt flove over, at de kom til det. Måske har dine venner det på samme måde?

Du er godt igang med at få bryster, det kan jeg læse mig til, når dine brystvorter er begyndt at vokse. Det er meget forskelligt hvor hurtigt det går, og hvor store ens bryster bliver. Du kan kigge på din familie for at få et fingerpeg om det, det er ofte genetisk bestemt hvilken størrelse ens bryster bliver og hvornår man kommer i pubertet. Så måske kan du også kigge på din mor og dine bedstemødres barme, og få et praj om, hvordan dine bryster kan udvikle sig.

Måske kan du snakke med din søster om det? Hvordan har hun det med sin krop og hvornår gik hun i pubertet? Følte hun også hun var den sidste? Og hvordan taklede hun det?  Det kan være hun kan forstå dig på en rigtig god måde? Er det en mulighed tror du?

Det er rigtig dejligt at høre, du er kommet ind i en god klasse og har fået en masse bedste veninder. Men inde i dig og i dine tanker, er der en “ked af det hed” omkring din egen udvikling. Det kan jeg godt forstå, når man bare gerne vil være lige som sine venner?

Det kan være godt at dele med nogen, hvordan du har det? Så du ikke skal gå rundt og være ked af det alene? Lige som du har gjort ved at skrive til os, det er virkelig super sejt af dig. Er der en veninde du kan snakke med? Eller måske din mor?

Du er i gang med pubertet og du udvikler dig helt som du skal, det er jeg sikker på.
Er du stadig i tvivl om alt er i orden, så kan du spørge din sundhedsplejerske på skolen, hun ville også kunne berolige dig og fortælle dig endnu mere om pubertet.

Du kan også læse mere Krop og følelser

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer eller læse andre børns breve kroppen.

Du kan også deltage i afstemninger, prøve øvelser om selvværd og få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Chat
Chat