Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Rød flod af had

Halløj.

Jeg er en pige på 15 og som så mange andre piger, får jeg mens.

Jeg er rigtig dårlig til at håndtere min mens, så jeg tænkte at jeg kunne skrive ind til jer, da jeg er meget genert omkring emnet til venner og familie.

Jeg klarer det okay når jeg er hjemme, men når det gælder skole og udflugter, så går det helt galt. Men der var bare et par ting, som jeg gerne ville have svar på.

Når jeg sidder ned i timerne (eller generelt bare sidder ned), så stopper min mens. Mit problem er så, at når jeg rejser mig op, så flyder det hele ud på en gang. Det er utrolig ubehageligt og medfører tit blod alle vegne,

Jeg prøver så tit jeg kan, at gå ud på toilettet engang i mellem timerne, men det er et problem, når vi bliver forbudt at gå derud. Er der en måde man kan sidde på, så blodet flyder lettere ud, så det ikke kommer på en gang, når jeg rejser mig?

Gør jeg noget forkert? Er der en måde at gøre det anderledes? Jeg går med bind, men overvejer at starte på tampon. Hvor lang tid tager det, at vænne sig til tampon? Er det normalt at få kvalme, mens man har tampon i?

Hvordan klarer man en biltur på 3 timer uden stop?

Jeg hader mens.

Hjælp mig.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Tusind tak for dit brev, hvor du meget fint fortæller om dine udfordringer ved at have menstruation. Det er helt normalt at opleve alle de ting, som du beskriver – det er du langt fra er den eneste pige, der tumler med. Du har en række meget konkrete spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare på bedste vis.

Du skriver, at din menstruation stopper, når du sidder ned – og du derfor oplever, at det hele så flyder ud på en gang, når du rejser dig op. Det er helt korrekt at når man rejser sig, så kan det føles som om det bløder ekstra meget. Det er en normal fornemmelse, men jeg kan sagtens forstå, at du synes, det er irriterende og bare gerne vil finde en måde hvor, at du føler, at du har mere kontrol over det. Jeg er helt sikker på, at du gør alle de rigtige ting – der er intet i dit brev, der fortæller mig andet. Du kan måske overveje at bruge nogle bind med stor sugeevne. Du kan se på pakkerne hvor mange dråber der er, jo flere, jo større sugeevne. Det kan også være rart at købe bind med det der hedder vinger, det vil sige, at man ligesom kan klistre dem rundt om trusserne, så man er sikker på de ikke glider.

Du skriver, at du har overvejet at forsøge tampon og det tænker jeg egentlig kunne være en god ting for dig. Dels vil du kunne dobbeltsikre dig med både tampon og bind på en gang – og så skal der altså en del blødning til, at man vil opleve at have blod over det hele. Jeg tror, at det er meget forskelligt hvor lang tid, det tager at vænne sig til at bruge en tampon. Det kan godt virke lidt grænseoverskridende første gang, men de laver dem simpelt og brugervenlige med indføringshylster, så jeg tror ikke, at du vil opleve, at det bliver noget problem. Nogle kan godt føle lidt ubehag, som du beskriver kvalme eller svimmelhed, men det er oftest kun i starten, fordi man er lidt anspændt ved at bruge tampon. Det, der bare er vigtigt, er, at de skiftes regelmæssigt, som der også står beskrevet på pakkerne. Og så kan det være en god ide ikke at bruge tampon hele dagen, men måske kun på de tidspunkter, som fx i skolen eller på ture, hvor du har brug for at være ekstra sikker.

I forhold til den 3-timers tur du skal på, så tænker jeg du skal sige, du lige har brug for en pause, så du kan komme på toilettet, mon ikke de vil have forståelse for dette?

Du skriver, at du er meget genert omkring emnet i forhold til familie og venner. Det er jo også en personlig sag, men samtidig en helt naturlig ting som alle piger og kvinder oplever. En fordel ved at snakke med fx sin mor eller en veninde omkring det kunne være, at de har tumlet med præcist det samme og kan give et godt råd til hvordan, at de fik mere kontrol over det. Det er i hvert fald vigtigt du, evt. med brug af en seddel hjemmefra, får gjort dine lærere opmærksom på, at når du beder om lov til at gå på toilettet i timen, så har du brug for det.

Mange kærlige hilsner
Børnetelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer eller læse andre børns breve kroppen.

Du kan også deltage i afstemninger, prøve øvelser om selvværd og få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat