Kære pige på 11 år,
Tak for dit brev. Godt at du har skrevet, og vi gider rigtig godt at svare, som du spørger om. Jeg forstår godt, at du er i tvivl om din krop lige nu med de forandringer, som du oplever.
Først vi jeg at sige til dig, som du sikkert ved, at du har en alder, hvor der begynder at ske rigtig meget med kroppen både fysisk og psykisk. Det er helt normalt, at man begynder at få hår under armene og forneden, man begynder at få flere kvindeformer, og brysterne begynder at vokse. Det er meget forskelligt, hvornår det begynder. Nogen udvikler sig meget tidligt og andre lidt senere. Tit er det ikke sjovt at være den første, der begynder at få bryster og menstruation, og omvendt er det heller ikke sjovt at være den sidste. Men det er desværre ikke noget, man selv kan styre. Det er ens hormoner, der bestemmer, hvor stærkt og hvornår udvikling sker.
Du skriver, at du er i tvivl. Det er en helt normal følelse, som du deler med mange andre i din alder. Jeg tænker, at det kunne være en hjælp for dig at snakke med din mor, da det er en hel normal udvikling, du er i gang med, og det har din mor også oplevet, da hun var ung. Det kan være godt at have nogle at dele de forandringer, der sker med ens krop, så man kan blive klogere på sig selv, og hvad der sker med kroppen. Man kan sige, at man skal til at lære sin krop at kende på ny.
Du skriver, at du har fået udflåd. Tit oplever man, at det er de første tegn på, at ens menstruation kan være på vej. Det behøver ikke at betyde, den kommer i morgen, men at du måske vil opleve udflåd i en periode, hvor det til sidst vil blive til menstruation. Ofte så skifter udflåddet farve og bliver lidt brunligt, når menstruationen er på vej. Det kan være rart at have et lille tyndt trusseindlæg på, det kan give dig lidt tryghed. Ellers er det også fint, at du skifter trusser. Du skriver, at du har fået små bryster. Jeg ved ikke, om du har oplevet, at de var lidt ømme? Det er der mange, som oplever, når bryster begynder at vokse. Nogen oplever også tit, at det ene bryst vokser lidt mere og før end det andet. Det er normalt, selvom det kan virke mærkeligt, og oftest ender det med, at de er lige store.
Jeg håber, du kan bruge svaret. Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne, som er vant til at snakke og svare på spørgsmål som dine.
Kærlig hilsen BørneTelefonen