Brev

Psst.. Det røde.

Hej.Jeg er en pige på 14 år (jeg bliver 15 om 3 måneder), der fik min mens som 13 1/2 årig.
Men min mens kommer rigtig urelmæssigt. Der kan nogengange gå op til ca 5 måneder! Det virker mærkeligt. Men andre gange kommer det en gang om måneden.
Jeg kan aldrig regne med hvornår jeg begynder at bløde. Det er både rigtig irriterende, da jeg så nogengange finder ud af det midt i skolen. Men jeg bliver også lidt “er der mon noget galt” 
Kan i mon svare på om det er nomalt, eller om der skal gøres noget??!

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14
Det lyder helt normalt, at din menstruation er uregelmæssig, for det er den rigtig ofte i de første par år. Jeg ved godt, det kan være rigtig irriterende, og som du selv skriver, så kan det f.eks. overraske dig i skoletiden, hvor du måske ikke har fået et bind med i tasken - eller måske ligefrem bløder igennem...
Men der er ikke så meget, du kan gøre ved det - ud over at være opmærksom, som du er nu. Ind imellem kan man godt fornemme på sin krop, når menstruationen er på vej. F.eks kan man få lidt mere udflåd, ømme bryster, en lidt tung følelse i underlivet måske... Prøv evt at øve dig i at lægge mærke til de tegn, så du måske er mere forberedt.
Det er også en god ide, at du holder styr på, hvornår du har den første menstruationsdag - måske markerer det i en kalender, så du kan følge med og se, hvor meget det egentlig er. Hvis det kan berolige dig, kan du altid ringe til din læge og fortælle det samme, som du har skrevet til mig. Men som sagt tror jeg ikke, der er noget galt, for det du oplever, er der rigtig mange piger, der oplever i de første år efter de begynder at få deres menstruation.
De bedste ønsker fra BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer eller læse andre børns breve kroppen.

Du kan også deltage i afstemninger, prøve øvelser om selvværd og få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat