Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Pinligt at købe bind

Hej BB.

Jeg er en pige på 15, som vrænger sig over at skrive dette. Men altså, jeg finder det SÅ ekstremt pinligt at købe bind og andre menstruations produkter. Jeg kan ikke.

Jeg har haft menstruation siden jeg var 13 og spørg mig ikke hvad jeg har gjort når jeg har fået det, for jeg aner det ikke.

Jeg har det bedst med at købe det online, men har ikke noget kreditkort…jeg har ikke nogen veninder som jeg føler mig tæt nok til at spørge om de her ting og om de evt vil gå med.

Min mor døde da jeg var 11 før jeg fik det og vi noget aldrig at tage snakken så nu er jeg er enebarn som bor sammen med min far og hans nye kone. Jeg synes det er pinligt at spørge hende da jeg ikke er gode venner med hende,
desuden bruger hun tampon så jeg kan ikke ikke lige “stjæle” en fra hende.

Min far prøver at være åben omkring det men hver gang tanken strejfer mig om at spørge ham, bliver det pinlig og så kommer jeg i tanke om at jeg hellere vil skyde mig selv end at spørge ham.

Jeg ved godt at det ikke er pinligt, men det er det altså alligevel. Især når man er alene i butikken og skal købe dem og det SELVFØLGELIG altid er en mand bag kassen.

Jeg føler at alle griner og kigger efter mig som om jeg er kriminel.

En anden ting er også, jeg fik det første gang da jeg var 13, men det er aldrig kommet hver måned efterfølgende, den er kommet sådan hver anden/tredje måned. Og jeg bliver lidt bekymret om det så egentlig er menstruation eller om der er noget galt når den altid er så utilregnelig?

Hjælp!

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,

Hvis jeg viste dit brev til 100 andre piger, så tror jeg at minimum 98 af dem ville have det på helt samme måde med at købe bind. Mange, også voksne, kan have det på samme måde med f.eks. at købe toiletpapir. Alle mennesker bruger jo toiletpapir, man alligevel kan det altså føles helt enormt pinligt at købe det.

Det kan godt være at det er det mest naturlige i verden at have fået menstruation, men det er jo stadig en ret privat ting. Det kan måske være derfor det føles så pinligt at købe bind?  Mon det også er derfor det er pinligt at spørge din far? Det er irriterende når sådan nogle basale ting som at der bliver købt bind ind, går hen og bliver besværlige. Der er jo så meget andet man skal tænke på når man er ung.

Jeg kan godt forstå hvis du tænker at det havde været meget nemmere hvis din mor stadig var her. Hende havde du bare kunne bede om at købe bind med, når hun købte ind, og så havde du ikke tænkt mere over det. Og hvis du ikke har et godt forhold til din fars kone, kan jeg godt se hvorfor du ikke lige nu har lyst til at bede hende om noget. Hun ville dog nok bare være glad for at kunne hjælpe, men hvis du ikke er klar til at involvere hende i dit liv på den måde, så er det også helt fint at vente.

Jeg vil dog sige, at du ikke skal bruge al for meget energi på at få købt bind de næste år, så bliver du nødt til at få din far til at gøre det. Det er som sagt en meget naturlig ting at have menstruation og have brug for bind. Det ville faktisk være mere underligt, hvis du ikke havde det. Der må være en måde hvor du kan få det sagt på: Har I mon en indkøbsliste derhjemme hvor du bare kunne skrive det på? Du kunne også lægge en seddel på køkkenbordet hvor der stod om de (din far eller fars nye kone) ville købe bind med næste gang de købte ind? Eller sende en sms til din far (så ved han også, at du har fået menstruation). De vil nok tænke ’ja selvfølgelig’ og ikke mere end det. Ellers kan du nævne det når de spørger om der er noget du har brug for, når de skal ned at købe ind. Eller du kan tage på indkøb en gang i mellem og blot lægge bind i kurven. Kan et af mine forslag være en løsning - det håber jeg?

Med hensyn til din menstruation, så er det normalt at det kan tage i hvert fald 2 års tid før den bliver regelmæssig. Jeg tænker derfor at det er helt normalt det du oplever. Der er også flere der efter 2 år stadig har ret uregelmæssig menstruation, uden at der er noget at være bekymret for. Det kan dog være en god idé at føre lidt dagbog, hvor du sætter kryds når din menstruation starter og når den slutter. Hvis din menstruation ikke bliver regelmæssig, og det generer eller bekymrer dig, kan det måske være meget rart for dig at snakke med f.eks. din læge for at få svar på hvad årsagen er. Her kan det være fint at tage sådan en dagbog med.

Jeg håber du fik svar på hvad du håbede, og at du vil kontakte os igen hvis det er. Du er altid velkommen til at ringe på 116 111, eller sende os en sms eller chatte med os på nettet. Jeg ønsker dig alt det bedste med på vejen. Jeg ønsker dig alt det bedste med på vejen.

Jeg tror at det vil være en lettelse at få det sagt eller skrevet, så du ikke skal bruge så mange tanker og energi på det.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer eller læse andre børns breve kroppen.

Du kan også deltage i afstemninger, prøve øvelser om selvværd og få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat