Brev

overvægtig

hej mej er en pige i 7 klasse og jeg syntes jeg er overvægtig

når jeg snakker med min familie eller venner om det siger de bare at jeg ikke er overvægtig

men nogle fra min parallelt klasse siger at jeg er overvægtig og det syntes jeg også selv

jeg hved bare ikke hvad jeg skal gøre for jeg ved ikke om jeg er eller usikker er overvægtig

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige i 7. klasse

Mange tak for dit brev. Det er rigtig flot, at du har haft mod til at skrive herind. Det er nemlig en stor styrke, at kunne bede andre om hjælp og at kunne dele sine tanker og følelser, når det handler om noget, som kan være svært at tale om.

De tanker, du tumler med omkring din vægt, kan være både svære og kan komme til at fylde rigtig meget. Derfor er det også rigtig godt, at du deler dem. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe dig.

Når jeg læser dit brev bemærker jeg især tre ting. For det første, så fylder det meget i dine tanker, om du mon er overvægtig. For det andet så er du selv i tvivl om, om du faktisk er overvægtig, eller om du mon blot er lidt usikker omkring dig selv. Den sidste ting jeg især bemærker er, at det andre tænker og synes betyder meget for dig.

Først vil jeg fortælle dig, at de fleste børn oplever, at de på et tidspunkt i løbet af deres barndom og teenageår, kommer til at tænke over, om de mon er og ser ud på den “rigtige” måde i forhold til andre jævnaldrende.

Det er derfor helt almindeligt, at man kan opleve, at have det som dig i en periode. Det er dog rigtig vigtigt, at det ikke bliver noget, som du bliver ved med at gå og tænke meget over, eller som gør dig ked af det. Kroppen skal helst være som en ven, man tænker gode tanker om og ikke noget, man er ked af, taler grimt om eller kæmper med. Hvad tænker du mon om det?

Når man, som dig, går i syvende klasse, så er man i en alder, hvor der sker mange forandringer. Der sker forandringer både i kroppen og også i den måde hvorpå man tænker om mange ting. Det er en helt naturlig og sund udvikling. Man kommer i puberteten og udvikler bryster og andre fedtdepoter på kroppen. Det betyder, at man kan opleve at blive lidt “rundere” og få lidt mere fedt på kroppen, end man har haft før.

Du skriver, at du selv er i tvivl om du er overvægtig. Til det vil jeg sige til dig, at man ikke alene ud fra vægt og højde kan sige, om din vægt er passende. En passende vægt handler om mange ting – fx. hvordan den føles for dig, og om kroppen kan det, den skal kunne. Og det afhænger af kropsbygning, og hvor du er i din kropslige udvikling. Det kan tal ikke fortælle dig og heller ikke dine venner. Det handler om, hvad DU har det godt med. Derfor må du mærke efter.

Udover at du skal mærke efter, hvad du har det godt med, så vil jeg også gerne foreslå dig, at du taler med en voksen om dine tanker. Kunne du mon have mod på at prøve det?

Det skal være en voksen, som du har tillid til. Du fortæller, at du har forsøgt at tale med din familie om din usikkerhed. Måske kunne du prøve, at tale med din lærer om det. Din lærer vil kunne hjælpe dig med at tage kontakt til sundhedsplejersken på din skole. Sundhedsplejersken er rigtig god at snakke med, hvis du gerne vil vide mere om din krop og vægt. Sundhedsplejersken er vant til at tale med piger som dig og ved rigtigt meget om kroppen og kroppens udvikling, når man er i voksealderen.

Det er også altid muligt at kontakte din læge, hvis noget bekymrer dig. Lægen vil kunne fortælle dig, om alt er, som det skal være. Lægens telefonnummer finder du på dit gule sygesikringskort.

Jeg håber, at du kan bruge mine forslag og at du føler dig hjulpet. Det er rigtig sejt, at du har skrevet om dine tanker til os her på BørneTelefonen, og det viser mig, at du allerede er god til at bede om hjælp.

Hvis du kunne have lyst til at tale med en af vores søde og dygtige rådgivere, kan du også altid ringe, sms’e eller chatte med os her på BørneTelefonen på 116111.

Jeg sender dig alle de bedste ønsker og tanker.

BørneTelefonen

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat