Kære pige på 13 år!
Nej, du er bestemt IKKE noget dårligt menneske! Jeg er helt enig med din veninde på dette punkt.
Når man er 7-8 år gammel, stoler man ofte på dét, andre siger til en. Et barn har brug for, at tale med en voksen om, hvad der er godt og mindre godt at gøre. Du fortæller ikke, hvem du sendte billedet til? Mange sender et billede, fordi nogen siger, at det er okay? Og fordi man har tillid til den man sender billedet til.
Jeg gætter på, at du var tillidsfuld og har stolet på, at det var okay. Det er godt at være tillidsfuld - både når man er 7-8 år gammel, når man er 13 år gammel og såmænd også, når man er voksen.
I dag fylder det jo meget, det her med nøgenbilleder og alle de historier der er om det. Det har det slet ikke gjort på samme måde, da du var 7-8 år gammel. Når man er i den alder, ved man ofte ikke helt hvad det er - man synes måske bare det er lidt spændende?
Vi har alle gjort ting i vores liv, som vi bagefter kan fortryde. Dét gør os ikke til dårlige mennesker. Det gør os til kloge mennesker, når vi lærer af vore erfaringer og bliver gode til at se, om vi skal gøre det samme en gang til, eller om vi måske skal gøre noget andet, en anden gang.
At sende nøgenbilleder, oftest til en man stoler på, gør ikke nogen som helst til et dårligt menneske. Det er dem der kan finde på at dele det og sende det videre, der gør noget forkert.
Gad vide, hvad din mor og far ville sige til dig, hvis du fortalte dem om dine tanker? Jeg gætter på, at de holder af dig og gør deres bedste for at passe på dig, så du kan have det godt. Det kunne måske føles godt for dig at dele dine tanker med dem?
Nogle tanker kan føles lidt farlige, når de kun er inde i hovedet. Når tankerne kommmer som ord ud af munden, er de ofte slet ikke så farlige. Sådan kunne det måske også være for dig i dette tilfælde? Du skal i hvert fald vide, at du er helt okay og du er ikke et dårligt menneske!
Mange hilsner fra BørneTelefonen