Kære pige på 12 snart 13
Tak for dit brev. Du skriver, at du har skrevet ind tidligere og har måske ikke fået set tidligere svar... Vi får mange breve hver uge, og vi prøver at nå at svare på så mange som muligt.
Det er helt almindeligt, at man sammenligner sig meget med andre og er meget opmærksom på sin egen krop, og især det der er anderledes fra de andre. Det er aldrig sjovt at være den med de mindste eller den med de største bryster. De allerfleste vil helst udvikle sig på samme tid som de andre i klassen, men sådan er det jo desværre ikke.
Du skriver at du er 12 år. Der er rigtig mange piger, der først lige er begyndt at udvikle bryster, når de er 12 år, så du er slet ikke alene. Almindeligvis begynder brysterne at vokse som noget af det første, når en pige begynder at komme i puberteten. For de fleste piger sker dette i 10-12 års alderen, men det kan også sagtens ske både før og senere. Så umiddelbart kan dine bryster godt nå at vokse mere. Når din mor ikke har særlig store bryster, så er der en ret stor sandsynlighed for, at du heller ikke får det.
Det er helt normalt at kigge på andres bryster og sammenligne med sine egne, og du spørger, om man kan gøre sine bryster større. Desværre er der ikke umiddelbart så meget, man kan gøre... bryster findes i alle størrelser og udvikler sig meget forskelligt og i forskelligt tempo. (Til gengæld kan der være fordele ved ikke at have for store bryster, man kan lettere dyrke sport og pige og kvinder med meget store bryster kan få ondt i nakke og ryg.)
Mange har svært ved at acceptere netop deres bryster, især når de lige har fået dem, men jeg tænker faktisk, at det kan hjælpe at se på andres bryster og se, hvor forskellige de er.... der er helt sikkert nogen, der har præcis samme størrelse som dig.
Hvis du er i tvivl om din krop udvikler sig som den skal, kan du evt. opsøge sundhedsplejersken på din skole eller din egen læge og få en snak om din krop og udvikling. Hvis du har mod på det, kan du også spørge sundhedsplejersken om hun vil komme og undervise din klasse i pubertet, så I alle kan høre om nogle af de ting der sker med jeres kroppe for tiden og i de kommende år.
Hvis du tænker det kan være rart, så skal du være velkommen til at vende det med en rådgiver på vores BørneTelefon, har du mulighed for at ringe anonymt og gratis på telefon 116 111.
Kærlig hilsen BørneBrevKassen