Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min udvikling?

Hej, jeg er en pige på 13 år. Jeg er meget tidligt udviklet, fik bl.a. knuder i brysterne da jeg var 6 og menstation da jeg var 10.

Jeg mener jeg har tykke lår, fx. Så når jeg sidder på en bænk sammen med en veninde har jeg 1/3 del mere fedt end hende og jeg har den der “fedt bule” fra navlen og ned til bunden af maven. Jeg vejer 45,5 kg. og er 169 høj.

Jeg har også tit bumser (de var væk i 2 uger for et stykke tid siden, og der spise jeg næsten ikke slik) og tror jeg får bumser af slik. Er jeg for tyk/buttet ? Eller hvad kan jeg gøre for at syntes bedre om min krop ?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Tak for dit brev og dine vigtige spørgsmål. Jeg er glad for, at du har lyst til at fortælle om de forandringer, du oplever med din krop lige nu. Jeg kan fint forstå, hvis der dukker spørgsmål og tanker op hos dig nu, hvor du kan se og mærke, at den krop du kender, er begyndt at udvikle sig og ændre sig. Måske har du allerede læst nogle af de mange breve, som vi modtager på Børnebrevkassen? Ellers kan jeg kun anbefale, at du tager et kig på vores hjemmeside. Rigtige mange af jeres breve handler netop om pubertet og alle de tanker, oplevelser, og problemer der følger med, når kroppen pludselig skal til at være voksen. 

 

Du skriver i dit brev, at du er meget tidligt udviklet fx i forhold til at få bryster og menstruation. Måske har du været en af ”de første” i din klasse? For nogle piger og drenge kan det være svært pludselig at se sin krop ændre sig, især hvis ens klassekammerater endnu ikke er begyndt at komme i puberteten. Jeg ved ikke, hvordan det har været og er for dig? Der er også mange af jer som skriver ind til brevkassen og fortæller om problemer med sen udvikling. Det kan også være svært at være den sidste i klassen, der fx får bryster, hår ”dernede” og menstruation.   

Når man er 13 år er kroppen i fuld gang med at udvikle sig, og der sker en masse nye ting. Måske har I allerede haft besøg af sundhedsplejersken i din klasse? Det kan også være, at du har lyst til at opsøge hende/ham selv. Sundhedsplejersken ved en masse om kroppe i pubertet fx i forhold til bumser, og hvad du kan gøre for at få en renere hud.
 
Som du selv har bemærket, er bumser for mange en irriterende følgesvend, når man kommer i puberteten, fordi kroppen begynder at producere nye hormoner. Nogle piger og drenge er meget plaget af bumser, og nogle er mere heldige og får færre bumser. Jeg tror, du har ret med hensyn til slik og flere bumser, så du kan jo prøve at lade være med at spise alt for meget slik og chips i en periode. På apoteket kan man købe forskellige cremer og produkter til at rense huden med. Måske kunne du snakke med din mor om den mulighed. Jeg kan godt forstå, hvis du er træt af bumser, og desværre findes der ikke et mirakelmiddel, der får bumser til pist at forsvinde.       

Nu til dit spørgsmål om krop og vægt. Er du måske kommet til at taste forkert i forhold til din vægt eller højde? Hvis tallene, du skriver i dit brev, skulle passe sammen, så må du være meget undervægtigt, og jeg ville være bekymret for dig.   

Jeg kan høre på dig, at du sammenligner din krop med din venindes. Du skriver, at dine lår er 1/3 større end hendes. Jeg tænker på, om du synes, du har tykke lår, fordi du kigger på din veninde, som ser anderledes ud end dig? Det kan være svært ikke at sammenligne sig selv og sin krop med andre – måske især nu hvor der sker så mange nye ting med jeres kroppe. Men kroppe er jo meget forskellige, og derfor er det ikke altid fair, hvis man hele tiden vurderer sin egen krop fx lår eller mave ud fra, hvordan andre ser ud. Forstår du, hvad jeg mener her?

Man kan også komme til at sammenligne sin krop med de mange slanke og trænede modeller, som er i ungdomsblade og magasiner. Det er heller ikke fair – især fordi modelkroppen tit har været gennem et billedbehandlingsprogram, hvor de fx har fået rene solbrun hud, tyndere lår og fladere mave. Der er altså ikke altid den rigtige naturlige krop, der er på forsiden af de mange blade.

Jeg skriver det her til dig, fordi jeg tænker, at det måske kan hjælpe dig til at synes bedre om din egen krop. Når du skriver, at du har den der ”fedt bule” fra navlen og ned til bunden af maven, så får jeg lyst til at spørge dig, hvordan du tænker at en mave bør se ud? Som sagt har modelkroppen altid flad mave, men har du lagt mærke til alle de almindelige maver, som du ser hverdag? Der er mange forskellige slags.

I sidste ende handler det om at være glad for den krop, man har. Det er nogle gange nemmere sagt end gjort, især hvis krop og udseende er noget, I taler meget om i din klasse eller blandt dine veninder. Du spørger, hvad du kan gøre for at synes bedre om din krop. Det er et rigtig vigtigt spørgsmål, du stiller her. Jeg tænker, at der er forskellige måder, man kan blive gladere for sin krop på, og det behøver ikke kun at handle om ren hud og flade maver. Fx kan man blive glad for sin krop, når man oplever, at den er god til noget. Det kan være, at du er god til at svømme, løbe eller danse.

Det kan også være, at du har lyst til at starte til klaver, guitar eller syning – dér bruger man også kroppen. Hvornår føler du dig godt tilpas i din krop? Prøv at tænk på nogle situationer, hvor du er glad og måske stolt over noget, du har gjort. På den måde kan du flytte fokus over på noget, som måske kan hjælpe dig til at blive gladere for dig selv og din krop. Øvelse gør mester.

De bedste hilsener

BørneBrevkassen

 

 

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat