Kære Dreng på 16 år,
Tak for dit meget ærlige brev.
Hvor er det fedt og spændende, at du skal på efterskole. Jeg ved fra andre, at de beskriver det som et fantastisk år i deres liv. Jeg håber, du får det på samme måde.
Jeg forstår godt, at du tænker over, om der nu er nogen, der lægger mærke til din sene pubertet. Jeg er dog helt sikker på, at du ikke er den eneste, der lige nu går og er nervøs. Der er helt sikkert mange af de andre, der skal starte på efterskolen, der har nogle lignende tanker om deres kroppe. Nogle har problemer med, at de ikke har fået kønshår nok, pigerne synes måske de har for store eller små bryster, nogle drenge er flove over deres skægvækst osv.
Det lyder til, at din pubertet er kommet godt i gang. Det må være dejligt at opleve. Om din penis er færdigudviklet endnu er svært at svare på. Men den har ikke en unormal størrelse. Hvis du ikke kan få forhuden helt tilbage, kan det være, at du har forhudsforsnævring. Det er meget almindeligt hos unge fyre. Og det behøver ikke være et problem med mindre, det gør ondt, eller du ikke kan holde din penis ordentlig ren. Jeg synes derfor, du skal overveje at tage en snak med din læge. Det er øv at gå at bruge mange tanker på noget, som læge hurtig kan give et svar på. Og som faktisk er meget nemt at behandle.
Jeg ved godt, at det kan være lidt grænseoverskridende at gå til lægen, men hvis du tænker på, at lægen vant til at kigge på den slags hver dag, kan det måske hjælpe. Måske har du også stadig kontakt til den læge, der hjalp dig med at komme i puberteten? Hvis du skal til fortsatte undersøgelser der, vil det være oplagt at nævne din bekymring i den forbindelse.
Måske behøver du slet ikke at fortælle om din sene pubertet på efterskolen. Jeg tænker, at du skal give dig selv fri for den tanke, hvis det føles svært lige nu. Måske vil det være helt naturligt for dig, når du er startet og føler dig tryg at fortælle det til dine nye kammerater. Og måske viser det sig at være helt unødvendigt.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen