Brev

Min næse ødelægger alt

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev. Det er godt, du skriver herind med dine tanker og følelser.

Det lyder som om, at dine tanker om din næse har en stor påvirkning for hvordan du tænker om dig selv og ikke mindst for, hvordan du tror, at andre ser dig. Til at starte med vil jeg sige, at det er vigtigt at huske på, at vi alle er født forskellige. Nogle er høje, andre er lave, nogle har små næser, andre har store næser, nogle bruger briller, andre har fregner osv. Fælles for os alle er, at ingen af os er perfekte.

Det kan dog uden tvivl være svært at acceptere, hvem man er. Nu ved jeg ikke, hvor gammel du er, men specielt i teenageårene kan det være en udfordring, at man på nogle måder synes, at man er anderledes end andre. Min erfaring er dog, at det bliver lettere, jo ældre man bliver. 

Jeg tror, det allermest handler om at fokusere på de gode sider ved sig selv. Det kan godt være, at du synes, du har en stor næse, men du er helt sikkert meget mere end det. Hvad er du mon god til? Måske er du god til at være der for dine veninder, måske er du god til at tegne, spille tennis, løse matematikopgaver, eller hvad det nu kan være. Alle er gode til noget, og det er du helt sikkert også. Du kan måske lave en liste over de ting, du er god til eller som andre synes, du er god til. Kunne det være mon en mulighed?

Hvis du synes, din næse er større end andres, kan du også vælge at se det som et charmerende træk hos dig, og som det der gør dig unik og gør, at du ikke ligner alle andre. Du skriver, at du gerne vil have en næseoperation, men du fortæller samtidig, at du synes, det er latterligt. Jeg tænker, ud fra dette, at du har styrken til at acceptere dit udseende, og hvem du er.

I forhold til hvad andre synes om din næse, tænker jeg, at andre måske er opmærksomme på den, netop fordi du selv er, og at du er ekstra sårbar overfor andres kommentarer, fordi det fylder rigtig meget hos dig lige nu.

Du er også bange for, om du nogensinde får en kæreste på grund af din næse. Man kan godt have en tendens til at give fx en stor næse skylden for, at man ikke har en kæreste. Jeg tror dog ikke, at det er dét, det kommer an på. Jeg tror mere, det handler om, at man øver sig på at acceptere sig selv, som man er. Hvis du selv bliver mere ligeglad med din næse, tror jeg også, at andre bliver det. 

Jeg tænker også på, om der mon er andre, der ved, hvordan du går og har det? Det kan være rigtig hårdt at gå alene og have det dårligt med sig selv, så nogle gange kan det hjælpe at tale med nogen om det. Det kan være en god ven/veninde, en søster, ens forældre, en moster eller andre, man har tillid til. Kunne det mon være en mulighed?

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Du er altid velkommen til at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på tlf: 116111 eller starte en chat med en af vores rådgivere, hvis du har brug for yderligere svar.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De kærligste hilsner fra BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat