Kære pige på 13 år,
Tak for dit brev. Jeg beklager meget, at du ikke har fået svar før. Jeg håber, at du kan bruge det svar du får her til noget.
Jeg synes det er rigtig godt, at du skriver. Du er modig, når du tør dele dine tanker med andre ved at skrive et brev, så tak for det.
Jeg vil gerne prøve at give dig nogle ideer til, hvordan du kan tænke om din krop og nogle bud på, hvem du måske kan få hjælp og støtte hos.
Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært, at din krop er mere udviklet end din alder. Det er jo sådan, at vi udvikler os rigtig forskelligt. Nogle udvikler sig tidligt og hurtigt og andre gør det sent og langsomt. Under alle omstændigheder er det svært, når man føler, man ser anderledes ud end andre eller man ser anderledes ud, end hvad man selv ønsker. Ud fra dit brev får jeg den tanke, at dét der er svært for dig er at vænne dig til, at du ikke mere er en lille pige.
Måske kan det hjælpe dig at tænke på, at det er en udvikling alle går igennem? Kender du mon andre, der ligesom dig også er meget udviklet? Jeg tænker på, om det kunne være en hjælp for dig at tale med andre, der er i samme situation som dig. Hvem vil det mon være - nogen fra skolen, eller fra fritiden, kusiner eller andre piger som du kunne tænke på?
En anden mulighed kunne være, at du talte med din mor om det. Kan du mon det? Nogle gange er det sådan, at pigers krop udvikler sig på en måde, der ligner den måde, deres mors krop udviklede sig. Måske havde din mor også en meget udviklet krop i en tidlig alder. Hvis hun havde det, kan hun måske forstå, hvordan du føler?
En tredje mulighed kunne være, at du talte med sundhedsplejersken på skolen. Hvis du ikke ved, hvornår sundhedsplejersken er på skolen kan du måske spørge din lærer eller spørge på kontoret. Det kan være, at det er nemmere at tale med en sundhedsplejerske end fx din mor? Sundhedsplejersken vil kunne vise dig nogle tabeller over, hvordan en krop udvikler sig, og hvor forskelligt vores kroppe udvikler sig. Nogle gange kan det være rart at få nogle fakta og på den måde måske komme til at tænke anderledes om den måde ens krop udvikler sig på.
Måske tænker du, at det er svært at finde ud af, hvad du skal sige til din mor, til sundhedsplejersken eller en anden, som du måske kunne tænke dig at tale med. Hvis du har lyst kan du ringe til BørneTelefonen på 116111, så kan du få hjælp til, hvordan du planlægger sådan en snak. Du kan også vise dit brev og svaret her til andre og på den måde vise dem, hvad du gerne vil tale om.
Jeg håber, at du har fået nogle ideer til, hvordan du kan få hjælp til at vænne dig til, at din krop forandrer sig. Jeg ved, der også er andre der ligesom dig føler at deres krop udvikler sig på en måde, så det er svært at følge med og at det ikke føles rart. Nu kan andre også læse brevet og få hjælp på den måde, så tak for det.
Mange tanker og kram fra
BørneTelefonen
