Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Menustration

Hejsa. Jeg er 14 år gammel, vejer 45 kilo og går i 8 klasse. Og jeg har ikke fået menustration endu. DET ER SÅ PINLIGT 
jeg syntes det er så irriterende når mine veninder snakker om det og jeg føler mig så lille. Jeg har fået bryster (sådan ikke så store) men jeg har ikke fedt andre steder virkelig! Kan det være derfor? 
Jeg har nemlig rigtig svært ved at tage på. Det der egentlig undrer mig er at jeg har haft udflåd i næsten 2 år og intet sker? 
Mvh. Anonym flov pige

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 14 år

Tak for dit brev, som beskriver noget som mange piger kan genkende. Som du jo nok har bemærket, så er det meget forskelligt, hvornår piger får deres menstruation første gang. Alt mellem 10 og 15 år er helt almindeligt. Du skriver at du har haft udflåd i to år, er også en måde din krop viser, at du er i puberteten og på vej til at få menstruation - så det også er helt almindeligt.
 
Pigers bryster udvikler sig også på forskellige tidspunkter. Det er almindeligt at brysterne begynder at udvikle sig mellem 8 og 13 års alderen, og er ofte færdig udviklede omkring 18 års alderen. Og når du ikke har fået menstruation, er det et sikkert tegn på, at de også udvikler sig yderligere i de næste år.
 
Jeg kan sagtens forstå, at du bliver utålmodig og måske også bekymret over om menstruationen har tænkt sig at dukke op. Måske er det en idé at spørge din mor om, hvornår hun fik sin første menstruation, og måske også kigge lidt på kvindernes (din mor, moster, mormor, farmor) bryster i din familie? Det kan give dig en fornemmelse af, hvad der er almindeligt i jeres familie både med menstruation og størrelsen af bryster. 

Du nævner, din alder og vægt. Jeg tænker, det er fordi du måske går med tanker om at menstruation kan udeblive, hvis man er meget undervægtig? Det kan der også være noget om, men det kræver som regel en væsentlig undervægt før end kroppen sætter 'sig på pause'. Hvis du er meget undervægtig kan det godt være en idé at øge vægten på en sund måde. Det kan være ved at øge mængden af det sunde fedt og proteiner i maden (fx avocado, nødder, fisk, kød, linser) og grøntsager, spise flere måltider i løbet af dagen og holde dig sund med motion, som gør dig godt og glad.

Du skriver det er pinligt, at du ikke kan snakke med om menstruation  og du føler dig så lille... det er jo heller ikke den fedeste følelse at få, når du bare så gerne vil snakke med om menstruation. Jeg tænker jo, at man sagtens kan snakke med og ikke behøver at føle sig lille. Du er jo stadig på samme alder som de andre piger, og selvom man ikke har fået menstruation så kan man jo snakke om, at man glæder sig til at få den...eller kan man det i det pigefællesskab du er i? Det får mig til at tænke på, om det mon er alle andre piger i klassen har fået menstruation? Eller om andre også snakker med som om de også har fået? Sådan kan det nogen gange være, at man lader som om, for ikke at blive holdt udenfor eller føle sig lille. Måske har i piger det så godt sammen og åbenhed, og ved at det ikke handler om hvem der er først og sidst til at udvikle sig? Det håber jeg, så der er tryghed og godt at være i jeres pige fællesskab.
Din menstruation skal nok komme, og er du meget bekymret for det, kan det være en idé at snakke med din mor, sundhedsplejersken eller din læge om det. Samtidig vil jeg også sige til dig, at du også skal kigge på dig selv med milde øjne og se det gode og smukke ved dig selv og den udvikling du er i. Det handler ikke kun om kroppens fysiske udtryk, det handler også om den mentale proces fra barn til ung. Der er rigtig mange ting i gang, så det med at føle sig lille pga. den fysiske del kan måske fylde mindre, hvis du kigger på den side af dig som tænker tanker og er opmærksom på andre, og ikke kun hvordan de ser ud, men især hvordan de er at være sammen med.

Selvom det kan være svært at se når man står i det, så øv dig i at se positivt på dig selv - det booster dit selvværd og glæde ved dig selv, og det bemærker andre omkring dig også.

Jeg kan ikke trylle menstruation frem, men jeg håber mit svar har hjulpet til at se mere positivt på den udviklingsproces du er i nu og mange år frem - måske kan du nyde den proces som en bølge du surfer på?

Kærlige tanker fra

BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat